Amandaprisen har endelig fått egne priser for kostyme og mask, men bransjen mangler fortsatt kunnskap om kostymefaget, mener Julie Christophersen. Hun undrer seg over hvordan man kan dele ut en pris innenfor kostymedesign uten et eneste faglig kompetent jurymedlem.
Kostumedesign har haft en stedmodiglig behandling i branchen, men nu er der ændringer på vej!
Som en fagperson og nyuddannet kostumedesigner føler jeg fortsat, at der er et stykke igen.
Jeg har selv erfaring fra flere produktioner, store som små, hvor der er helt klare kommunikations udfordringer.
Dette er et lille skridt i den rigtige retning, for at vi kan få en mere professionel branche og mere professionelle projekter.
Det er jo fantastisk, hvordan der fortsat er plads til ændringer i en så gammel branche. Ændringer kan betyde at branchen får anderkendelse og status, den kan få større opmærksomhed, den kan udvikle et større og et bredere miljø, og der kan komme flere ansøgninger på studier indenfor disse fag. Samtidig kan der komme en endda bedre forståelse for faget vores og en forståelse for, at dette er et faktisk job.
Alt dette kan føre til endda bedre produktioner, hvor der er plads til, at man kan satse mere på kostumerne. En vundet pris for kostume, har lige så stor værdi for filmen, som en anden pris. En vundet pris kan for eksempel bruges til at markedsføre filmen rundt i verden, og gøre den mere interessant.
I min erfaring, er problemet det, at der er mangel på viden om en kostumedesigners rolle og vigtighed. Der er mange som ikke har forståelse og læring om, hvad en kostumedesigners job egentligt er, og hvor vigtigt det er for den fælles visuelle historie. Og dette er ikke nødvendigvis den enkeltes egen fejl.
For man kunne for eksempel gå helt tilbage og se på uddannelsesstederne.
Den Norske Filmskolen er et flot eksempel. Jeg har selv arbejdet på produktioner med de, og har mærket denne mangel på viden om kostumefaget. Og det overrasker mig ikke, for de har jo ingen kostumeuddannelse. Kostumerne kommer ind under produktionsdesignuddannelsen. Men giver det mening, at man spilder dygtige produktionsdesignstuderende sin uddannelse med, at de skal bruge tid på et fag, som de slet ikke uddanner sig til?
Ved at man kaster kostume ind på et andet fag på en sådan måde, så sender man et signal om, at man ikke tager hverken produktionsdesignuddannelsen eller kostumefaget på alvor og ikke anerkender det, som to lige vigtige fag og job. Dette er et signal som breder sig til de andre fag inden for film, både på filmskolen og videre i branchen.
Man siger det er svært, at lære en gammel hund nye tricks, så hvis vi skal fortsætte, at ændre branchen, mener jeg en løsning kunne være, at se på uddannelserne. Et tættere og tidligere, samarbejde imellem for eksempel Kunsthøgskolen i Oslo og Den Norske Filmskolen ville være flot, i forhold til både at lære eleverne om vigtigheden for alle studier og fag i filmbranchen.
Det er vigtigt, at man lærer alle om vigtigheden for alle fag, for man kan ikke lave en produktion uden den ene eller anden. Så man må anderkende alle fag i branchen, for ingen andre kan gøre det.
Og derfor er det så utroligt flot, at Amandaprisen nu begynder at anderkende alle fantastiske norske kostumedesignere med deres egen pris.
Men selvom alt dette Amanda gør er flot, så kan jeg undre mig over, hvordan man kan uddele en pris indenfor kostumedesign, men uden et eneste faglig kompetent jurymedlem?
Julie Christophersen er kostymedesigner
Til opplysning: Årets Amandajury består av 14 medlemmer (les mer her), men ingen av dem er kostymedesignere.
Les mer om årets Amandanominasjoner
Amandaprisen har endelig fått egne priser for kostyme og mask, men bransjen mangler fortsatt kunnskap om kostymefaget, mener Julie Christophersen. Hun undrer seg over hvordan man kan dele ut en pris innenfor kostymedesign uten et eneste faglig kompetent jurymedlem.
Kostumedesign har haft en stedmodiglig behandling i branchen, men nu er der ændringer på vej!
Som en fagperson og nyuddannet kostumedesigner føler jeg fortsat, at der er et stykke igen.
Jeg har selv erfaring fra flere produktioner, store som små, hvor der er helt klare kommunikations udfordringer.
Dette er et lille skridt i den rigtige retning, for at vi kan få en mere professionel branche og mere professionelle projekter.
Det er jo fantastisk, hvordan der fortsat er plads til ændringer i en så gammel branche. Ændringer kan betyde at branchen får anderkendelse og status, den kan få større opmærksomhed, den kan udvikle et større og et bredere miljø, og der kan komme flere ansøgninger på studier indenfor disse fag. Samtidig kan der komme en endda bedre forståelse for faget vores og en forståelse for, at dette er et faktisk job.
Alt dette kan føre til endda bedre produktioner, hvor der er plads til, at man kan satse mere på kostumerne. En vundet pris for kostume, har lige så stor værdi for filmen, som en anden pris. En vundet pris kan for eksempel bruges til at markedsføre filmen rundt i verden, og gøre den mere interessant.
I min erfaring, er problemet det, at der er mangel på viden om en kostumedesigners rolle og vigtighed. Der er mange som ikke har forståelse og læring om, hvad en kostumedesigners job egentligt er, og hvor vigtigt det er for den fælles visuelle historie. Og dette er ikke nødvendigvis den enkeltes egen fejl.
For man kunne for eksempel gå helt tilbage og se på uddannelsesstederne.
Den Norske Filmskolen er et flot eksempel. Jeg har selv arbejdet på produktioner med de, og har mærket denne mangel på viden om kostumefaget. Og det overrasker mig ikke, for de har jo ingen kostumeuddannelse. Kostumerne kommer ind under produktionsdesignuddannelsen. Men giver det mening, at man spilder dygtige produktionsdesignstuderende sin uddannelse med, at de skal bruge tid på et fag, som de slet ikke uddanner sig til?
Ved at man kaster kostume ind på et andet fag på en sådan måde, så sender man et signal om, at man ikke tager hverken produktionsdesignuddannelsen eller kostumefaget på alvor og ikke anerkender det, som to lige vigtige fag og job. Dette er et signal som breder sig til de andre fag inden for film, både på filmskolen og videre i branchen.
Man siger det er svært, at lære en gammel hund nye tricks, så hvis vi skal fortsætte, at ændre branchen, mener jeg en løsning kunne være, at se på uddannelserne. Et tættere og tidligere, samarbejde imellem for eksempel Kunsthøgskolen i Oslo og Den Norske Filmskolen ville være flot, i forhold til både at lære eleverne om vigtigheden for alle studier og fag i filmbranchen.
Det er vigtigt, at man lærer alle om vigtigheden for alle fag, for man kan ikke lave en produktion uden den ene eller anden. Så man må anderkende alle fag i branchen, for ingen andre kan gøre det.
Og derfor er det så utroligt flot, at Amandaprisen nu begynder at anderkende alle fantastiske norske kostumedesignere med deres egen pris.
Men selvom alt dette Amanda gør er flot, så kan jeg undre mig over, hvordan man kan uddele en pris indenfor kostumedesign, men uden et eneste faglig kompetent jurymedlem?
Julie Christophersen er kostymedesigner
Til opplysning: Årets Amandajury består av 14 medlemmer (les mer her), men ingen av dem er kostymedesignere.
Les mer om årets Amandanominasjoner
