Diskussionen om Kulturtesten og kvaliteten i norsk dokumentar fortsætter efter Dokumentarkonventet. Spændende, relevant, vigtigt.

På Dokumentarkonventet var jeg involveret i 2 programpunkter. En paneldiskussion med bl.a. Nina Refseth i Norsk filminstitutt om Kulturtesten og et oplæg jeg holdt om norske dokumentarprojekter i international sammenhæng.

Da jeg nu bliver citeret i Rushprint af både Truls Lie i ’Kvaliteten som uteble’ og KriStine Ann Skaret i ’Feiltolker kulturtesten’, kunne jeg godt tænke mig at præcisere mine synspunkter fra konventet.

Jeg mener nemlig, at de 2 diskussioner skal skilles ad så godt som muligt. Og derudover vil jeg nødigt tages til indtægt for en generel kvalitetsdiskussion om norsk dokumentar, jeg ikke har forudsætninger for. Et indtryk man godt kan få ved at læse ’Kvaliteten som uteble’.

KULTURTESTEN

Norge er det eneste nordiske land, der har nationale indholdsmæssige krav i sine støttevilkår, som f.eks. at ’Hovedtemaet er knyttet til norsk historie, kultur eller samfundsforhold’. (Nina Refseth i NFI har dog helt ret i, at der findes noget tilsvarende i andre europæiske lande, f.eks. Holland og Spanien).

KriStine nævner de politiske retningslinjer i EØS-samarbejdet som et argument for Kulturtesten og henviser til den danske filmlov. Men det som nævnes i både DFIs støttevilkår og den danske filmlov, er filmkunst og  filmkultur ikke dansk kultur generelt. Det nævnes ingen steder. På samme møde nævner den svenske Filmaftale, som er grundlaget for SFI, at ’Det övergripande målet … är att främja en svensk filmproduktion av hög kvalitet …  Intet om svensk kultur, samfundsforhold og lignende. Det er en afgørende forskel, om vi snakker filmkultur eller national kultur.

Jeg kan forstå på diskussionen, at et formål med Kulturtesten er at sikre, at norske kulturmidler kommer filmfolk i Norge til gode. Men for at opnå dette, er det ikke nødvendigt at ty til indholdsmæssige begrænsninger. Det kan sikres gennem de regler, som også de øvrige nordiske lande har i forskelligt omfang hvad angår co-produktioner, hvor den nationale producent er minor: nationalt produktionsselskab / substantiel kunstnerisk medvirken / national distribution / erlæggelse af et vist beløb i landet / antallet af årlige co-produktioner / størrelsen på co-produktionsmidlerne eller lign.

Det interessante i diskussionen er dog naturligvis ikke kun ordlyden men i høj grad fortolkningen. Og det må man medgive NFI, at sådan som det er formuleret i dokumentet  ’Tolkning Kulturtesten’ fra 15. november 2012, er den nogle steder fri. Meget fri.

Når kravet, om at hovedtemaet skal være tilknyttet norsk kultur eller samfundsforhold, kan fortolkes som ’at prosjektet har en definert norsk målgruppe’ må det siges at være en meget lempelig fortolkning. Jeg vil gå så vidt som til at sige fortolkning i modstrid med tekstens ordlyd. Men det skal der dog ikke lyde et ondt ord om herfra.

Så hvad er så problemet, som en udenforstående kan få øje på?

Hvis det i fællesskab lykkes branchen og NFI at få norske minor-produktioner undtaget fra Kulturtesten, er et stort skridt selvfølgelig taget. Rigtig mange udenlandske produktioner har naturligvis meget svært ved at opfylde 3 ud af de 4 krav, især hvis handlingen foregår udenfor et EØS land. Til stor skade for norske producenter, som dermed vil være afskåret fra at indgå i en relevant co-produktion. Med en vigtig følgevirkning: det sker jo meget ofte, at en succesrig co-produktion er starten på et årelangt samarbejde. Så det der starter som en norsk minor, næste gang vendes til at norske producenter får andel i udenlandske støttemidler gennem den udenlandske minor. Sunde og lange produktionsfællesskaber opbygges gennem samarbejde og må være gensidige.

For film med norsk hovedproducent, vil der – med NFIs lempelige fortolkning – kun sjældent blive problemer. Men der vil naturligvis være undtagelser. F.eks. den enorme danske succes ’The Act of Killing’, som nu rejser verden rundt som en dansk dokumentarfilm, da den har dansk hovedproducent, har jeg svært ved at se få DFI støtte, hvis Danmark havde en Kulturtest: original manuskript på engelsk, 100% optaget i Indonesien (amerikansk instruktør, dog på støttetidspunktet bosat i England).

Men med afgørende dansk kunstnerisk indflydelse, ikke mindst i klipningen. Og som et stort internationalt gennembrud for den danske producer Signe Byrge Sørensen, der vil få stor betydning for hendes og selskabets internationale muligheder fremover.

Eller et tilfælde, som en norsk producent nævnte for mig, med en ikke-norsk talende norsk statsborger som manuskriptforfatter og instruktør og optagelser udenfor EØS? Og hvad sker der hvis en film, der på bevillingsøjeblikket ligger på kanten af Kulturtesten, udvikler sig, så 50 % af handlingen – uforudset – ikke finder sted i et EØS land?

Jeg synes dog også er der er nogle generelle problemstillinger med Kulturtesten ud over disse. Selv med NFI’s begrænsning af de konkrete skadevirkninger. Problemer der falder en udenforstående i øjnene:

Hvad er det for et kunstsyn, der ligger til grund for Kulturtesten? For vi er vel enige om, at film ikke kan reduceres til et kulturprodukt? Hvis der skal komme mest mulig kunst ud af det, mener jeg det er helt afgørende, at en national støtteordning opstiller nogle økonomiske og produktionelle rammer. Ikke indholdsmæssige.

Er det sundt for en statslig kulturinstitution og et fleksibelt og åbent samarbejde med branchen at have nogle støttevilkår, der nødvendiggør en 4 siders detaljeret fortolkning af reglerne. Med definitioner på ’knyttet til’; %-satser for hvor handlingen skal udspille sig – og på hvilket tidspunkt af værkets tilblivelse at denne %-sats skal beregnes?

Og endelig: Kulturtesten skader norsk films omdømme. Der rystes på hovedet i de øvrige nordiske lande, hvor tankegangen om indholdsmæssige, nationale påbud ligger fjernt.

KVALITET

Jeg tror det er vigtigt at skille diskussionen om Kulturtesten og kvaliteten i norsk dokumentar så meget ad, som muligt. For selv om det vist fremgår tydeligt, at jeg ikke mener, at Kulturtesten fremmer kvalitet, så er der så mange andre ting, der spiller ind. Elementer jeg forsøgte at gøre rede for på Dokumentarkonventet, ved at fremhæve nogle af noget af det, som har haft positiv betydning i andre nordiske lande som Sverige, Finland og Danmark. (Undskyld Island, jeg ved det godt!). Det er forskellige elementer i de forskellige lande, KriStine er inde på flere af dem i sit indlæg.

Hvor der skal sættes ind i Norge på dokumentarområdet, skal jeg ikke udtale mig alt for skråsikkert om; det kræver et større detailkendskab end jeg har. Men jeg tror at nøgleordet er Fødekæde. Hvor nogle vigtige elementer er:

DokumentarFILMskole.

Nationale forbilleder.

Stærke produktionsselskaber – hvilket både hænger sammen med en stærk produceruddannelse og NFIs støttepolitik.

Tilstrækkelige støttemidler – i Danmark kom der et massivt gennembrud i bevillingerne i slutningen af 90’erne, da det lykkedes at overbevise politikerne om filmens store internationale profileringspotentiale.

Stærk TV profil med markante dokumentarfilmslot.

Kreative nøglepositioner, ud over regissører og producere, som kan tiltrække udenlandske producenter (i Finland f.eks. komponister og i Danmark f.eks. klippere).

Samarbejde på tværs af dokumentar- og fiktionsgenrerne.

Hvor der skal sættes ind i Norges fødekæde, har I fra den norske dokumentarfilmbranche langt bedre forudsætninger for at vurdere end jeg.  Det er en spændende debat, der giver energi og kalder på visioner og gode ideer. Det synes som om diskussionen om Kulturtesten får lov til at skygge for denne debat.

Mikael Opstrup

Studieleder ved European Documentary Network (EDN)