Filmskolen – hva nå?

I fjor blusset debatten om Den norske filmskolens status og kurs opp på Rushprint. Så ble det stille, konstaterer dekan Thomas Stenderup, som her gjør rede for veien framover for filmskolen.
 

Til tidligere produsent-studenter ved Den norske filmskolen
(og alle andre tidligere og nuværende studenter ved Dnf)

Tak for brevet, stilet til den nye dekan – for snart et år siden.
 

Så det er vel egentlig på tide at skrive et svar på jeres både engagerede og indsigtsfulde brev til den nye dekan. Pudsigt nok har der været temmelig stille omkring filmskolen siden den debat, som i refererer til, rasede i norske medier. Jeg ved ikke hvad dette betyder – (det kan jo både være et dårligt tegn, et godt tegn eller værst: ligegyldighed), men vi har i al fald haft ro til at starte op med nyt kull studenter og en stribe nye lærere.

Lad mig først kort kommentere jeres udsagn om skolen:

1) Skolens placering.
Jeg er enig. Skolens placering betyder ikke det store for kvaliteten på uddannelsen. Placeringen i Lillehammer kan ovenikøbet være en fordel, fordi Lillehammer af gode grunde ikke byder på så mange fristende kulturtilbud og andre gøremål som eksempelvis Oslo gør. Studenternes satsning og arbejdsindsats på filmskolen bliver bla af denne grund meget stor for langt de fleste.

2) Rekruttering af lærere.
Jeg er enig – Det er ikke et problem at rekruttere kvalificerede lærere til Lillehammer.
MEN – det kan være svært for Filmskolen i Lillehammer (lige som på alle andre filmskoler i verden) at skaffe højt kvalificerede lærere med aktuelle erfaringer fra ’det virkelige liv’, som vil påtage sig en 100%-stilling – og dermed forlade branchen. Indenfor en ret kort periode på ca et år skal vi skifte 5 ud af 7 hovedlærere på Dnf. Det har vist sig, at vi kan tiltrække mange flere kvalificerede lærere, hvis vi deler hovedlærerstillingen mellem flere lærere. Denne struktur kræver dog, at den enkelte linje har en koordinator, som altid er at finde på skolen – og som sørger for kontinuiteten og kommunikationen.
Vi har valgt at afprøve denne struktur på flere linjer. Og jeg synes det ser lovende ud så langt: Flere højt kvalificerede lærere med aktuelle erfaringer fra branchen, flere spids-kompetancer tilknyttet skolen. Samlet set et bedre undervisningstilbud til studenterne.

3) Kvaliteten på eksamensfilmene
-Siger ikke noget om kvaliteten på skolen. Nej – selvklart ikke, hvis man piller et enkelt eller to år ud. Over en længere periode tror jeg nu nok jeg gerne så et højt niveau på eksamamensfilm – både håndværksmæssigt og fortællemæssigt. Og gerne krydret med nye ’personlige stemmer’. Man må imidlertid huske på, at en eksamensfilm bliver til under særlige omstændigheder. Selvom det er en ’fri’ film (i modsætning til alle andre øvelsesproduktioner), så er forudsætningerne stadig ikke som de er i branchen. Det er et kull på 42 studenter, som i teams på 7 funktioner skal lave en sluttfilm.
Skolen har begrænsede resourcer, alle skal finde en plads i et team etc. Det er ikke nemt. Vigtigst i sammenhængen er naturligvis dét, min forgænger sagde: Filmskolen producerer ikke film, men filmskabere. Og det er ikke altid eksamensfilmen, som fortæller hvem de nye talenter er.

4)      ”Skolen er aldri bedre enn summen av studenterne som tas op og lærekrefterne som tager dem imot”.  
Dette er naturligvis sandt. Optag på Filmskolen har været – og vil fortsat være – en stor og ressource-krævende opgave – vi er helt afhængige af, at finde det talent, som skal udgøre fremtidens filmmagere i Norge. Tak for stalltips. Jeg vil bestemt overveje at trække på tidligere elever i forbindelse med opptak.

Jeres afsluttende bemærkninger om undervisningskvalitet, lærerengagement og samarbejde mellem linjerne er uden tvivl det, som har gjort størst indtryk på mig. Det er udfordringer, som jeg har været veldig fokuseret på i disse første 6 måneder. Jeg har efter bedste evne forsøgt at stramme skolens pædagogiske profil op. Med endnu større vægt på triangelsamarbejde og ’penneprøve-pædagogik’, som udgår fra den tese, at det er begrænsninger (i øvelsesproduktionerne), som frisætter kreativitet. Og så har jeg sammen med studenterne forsøgt at forbedre det sociale miljø på skolen. Lærergruppen er for en stor del ny. Vi har haft pædagogisk seminar – og jeg oplever, at der er fælles fodslag omkring den pædagogiske linie. Og ja – vi skal samarbejde.

Filmskolens fremtid
Udover kvaliteten på undervisningen og den daglige trivsel på skolen har jeg været optaget af skolens fremtid. Indtil nu har skolen på flot måde leveret nyt talent til den norske filmbranche. Det er en solid skole med et solidt kunstfagligt fundament.

Men – som jeg ser det har digitaliseringen på afgørende måde ændret vores branche i de sidste 15 år. Mange af vores tidligere studenter laver ikke kun film, men også TV eller computerspil eller er beskæftiget med andre nye audiovisuelle medier. Digitaliseringen har ikke blot revolutioneret produktionsteknikken. Nej – endnu mere vigtigt: Digitaliseringen har skabt nye medier, nye rum at fortælle historier i.

Jeg tror det er vigtigt at Filmskolen tager denne udfordring op. Vore studenter skal fortsat have en grundig kunstfaglig uddannelse, som tager afsæt i filmfortælling. Men det er vigtigt, at studenterne også får et forhold til de nye digitale medier, som vil fylde mere og mere i den audiovisuelle sektor.
Filmskolen har fra start slidt med, at uddannelsen er for kort – det er svært at nå de høje ambitioner skolen har for hver enkelt linje på tre år. Jeg tror tiden er inde til at skabe et bachelor-masterprogram på 3+2 år, som vil give mulighed for både den kunstfaglige grunduddannelse og specialisering i fortælling og produktion i både traditionelle og nye medier. I den forbindelse vil det være naturligt at skabe et større fagligt miljø ved at udbyde TV-uddannelser som kunstfaglige fag og ved at tilknytte tekniske uddannelser indenfor film, TV, computerspil mv. Svaret på Digitaliseringens udfordring er således at skabe Norges vigtigste uddannelsesmiljø indenfor den audiovisuelle sektor, et miljø som kan måle sig kvalitativt mod det bedste på den internationale scene. Et miljø, hvor filmisk fortælletradition går hånd i hånd med de nye medier og den nødvendige opdaterede tekniske og håndværksmæssige ekspertice.

En skole som er leveringsdygtig i fremtidens fortællere indenfor film, TV, computerspil og andre digitale medier.

Thomas Stenderup 
Dekan, Den norske filmskole

thomas.stenderup@hil.no

 

Les det opprinnelige innlegget fra de uteksaminerte studentene fra produsentlinjen: Slår ring om filmskolen
 

Legg igjen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Filmskolen – hva nå?

I fjor blusset debatten om Den norske filmskolens status og kurs opp på Rushprint. Så ble det stille, konstaterer dekan Thomas Stenderup, som her gjør rede for veien framover for filmskolen.
 

Til tidligere produsent-studenter ved Den norske filmskolen
(og alle andre tidligere og nuværende studenter ved Dnf)

Tak for brevet, stilet til den nye dekan – for snart et år siden.
 

Så det er vel egentlig på tide at skrive et svar på jeres både engagerede og indsigtsfulde brev til den nye dekan. Pudsigt nok har der været temmelig stille omkring filmskolen siden den debat, som i refererer til, rasede i norske medier. Jeg ved ikke hvad dette betyder – (det kan jo både være et dårligt tegn, et godt tegn eller værst: ligegyldighed), men vi har i al fald haft ro til at starte op med nyt kull studenter og en stribe nye lærere.

Lad mig først kort kommentere jeres udsagn om skolen:

1) Skolens placering.
Jeg er enig. Skolens placering betyder ikke det store for kvaliteten på uddannelsen. Placeringen i Lillehammer kan ovenikøbet være en fordel, fordi Lillehammer af gode grunde ikke byder på så mange fristende kulturtilbud og andre gøremål som eksempelvis Oslo gør. Studenternes satsning og arbejdsindsats på filmskolen bliver bla af denne grund meget stor for langt de fleste.

2) Rekruttering af lærere.
Jeg er enig – Det er ikke et problem at rekruttere kvalificerede lærere til Lillehammer.
MEN – det kan være svært for Filmskolen i Lillehammer (lige som på alle andre filmskoler i verden) at skaffe højt kvalificerede lærere med aktuelle erfaringer fra ’det virkelige liv’, som vil påtage sig en 100%-stilling – og dermed forlade branchen. Indenfor en ret kort periode på ca et år skal vi skifte 5 ud af 7 hovedlærere på Dnf. Det har vist sig, at vi kan tiltrække mange flere kvalificerede lærere, hvis vi deler hovedlærerstillingen mellem flere lærere. Denne struktur kræver dog, at den enkelte linje har en koordinator, som altid er at finde på skolen – og som sørger for kontinuiteten og kommunikationen.
Vi har valgt at afprøve denne struktur på flere linjer. Og jeg synes det ser lovende ud så langt: Flere højt kvalificerede lærere med aktuelle erfaringer fra branchen, flere spids-kompetancer tilknyttet skolen. Samlet set et bedre undervisningstilbud til studenterne.

3) Kvaliteten på eksamensfilmene
-Siger ikke noget om kvaliteten på skolen. Nej – selvklart ikke, hvis man piller et enkelt eller to år ud. Over en længere periode tror jeg nu nok jeg gerne så et højt niveau på eksamamensfilm – både håndværksmæssigt og fortællemæssigt. Og gerne krydret med nye ’personlige stemmer’. Man må imidlertid huske på, at en eksamensfilm bliver til under særlige omstændigheder. Selvom det er en ’fri’ film (i modsætning til alle andre øvelsesproduktioner), så er forudsætningerne stadig ikke som de er i branchen. Det er et kull på 42 studenter, som i teams på 7 funktioner skal lave en sluttfilm.
Skolen har begrænsede resourcer, alle skal finde en plads i et team etc. Det er ikke nemt. Vigtigst i sammenhængen er naturligvis dét, min forgænger sagde: Filmskolen producerer ikke film, men filmskabere. Og det er ikke altid eksamensfilmen, som fortæller hvem de nye talenter er.

4)      ”Skolen er aldri bedre enn summen av studenterne som tas op og lærekrefterne som tager dem imot”.  
Dette er naturligvis sandt. Optag på Filmskolen har været – og vil fortsat være – en stor og ressource-krævende opgave – vi er helt afhængige af, at finde det talent, som skal udgøre fremtidens filmmagere i Norge. Tak for stalltips. Jeg vil bestemt overveje at trække på tidligere elever i forbindelse med opptak.

Jeres afsluttende bemærkninger om undervisningskvalitet, lærerengagement og samarbejde mellem linjerne er uden tvivl det, som har gjort størst indtryk på mig. Det er udfordringer, som jeg har været veldig fokuseret på i disse første 6 måneder. Jeg har efter bedste evne forsøgt at stramme skolens pædagogiske profil op. Med endnu større vægt på triangelsamarbejde og ’penneprøve-pædagogik’, som udgår fra den tese, at det er begrænsninger (i øvelsesproduktionerne), som frisætter kreativitet. Og så har jeg sammen med studenterne forsøgt at forbedre det sociale miljø på skolen. Lærergruppen er for en stor del ny. Vi har haft pædagogisk seminar – og jeg oplever, at der er fælles fodslag omkring den pædagogiske linie. Og ja – vi skal samarbejde.

Filmskolens fremtid
Udover kvaliteten på undervisningen og den daglige trivsel på skolen har jeg været optaget af skolens fremtid. Indtil nu har skolen på flot måde leveret nyt talent til den norske filmbranche. Det er en solid skole med et solidt kunstfagligt fundament.

Men – som jeg ser det har digitaliseringen på afgørende måde ændret vores branche i de sidste 15 år. Mange af vores tidligere studenter laver ikke kun film, men også TV eller computerspil eller er beskæftiget med andre nye audiovisuelle medier. Digitaliseringen har ikke blot revolutioneret produktionsteknikken. Nej – endnu mere vigtigt: Digitaliseringen har skabt nye medier, nye rum at fortælle historier i.

Jeg tror det er vigtigt at Filmskolen tager denne udfordring op. Vore studenter skal fortsat have en grundig kunstfaglig uddannelse, som tager afsæt i filmfortælling. Men det er vigtigt, at studenterne også får et forhold til de nye digitale medier, som vil fylde mere og mere i den audiovisuelle sektor.
Filmskolen har fra start slidt med, at uddannelsen er for kort – det er svært at nå de høje ambitioner skolen har for hver enkelt linje på tre år. Jeg tror tiden er inde til at skabe et bachelor-masterprogram på 3+2 år, som vil give mulighed for både den kunstfaglige grunduddannelse og specialisering i fortælling og produktion i både traditionelle og nye medier. I den forbindelse vil det være naturligt at skabe et større fagligt miljø ved at udbyde TV-uddannelser som kunstfaglige fag og ved at tilknytte tekniske uddannelser indenfor film, TV, computerspil mv. Svaret på Digitaliseringens udfordring er således at skabe Norges vigtigste uddannelsesmiljø indenfor den audiovisuelle sektor, et miljø som kan måle sig kvalitativt mod det bedste på den internationale scene. Et miljø, hvor filmisk fortælletradition går hånd i hånd med de nye medier og den nødvendige opdaterede tekniske og håndværksmæssige ekspertice.

En skole som er leveringsdygtig i fremtidens fortællere indenfor film, TV, computerspil og andre digitale medier.

Thomas Stenderup 
Dekan, Den norske filmskole

thomas.stenderup@hil.no

 

Les det opprinnelige innlegget fra de uteksaminerte studentene fra produsentlinjen: Slår ring om filmskolen
 

Legg igjen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

MENY