Få produksjonsdesignere kan tilskrives større betydning enn Ken Adam som døde tidligere i år, mener Rasmus Thjellesen, selv produksjonsdesigner og hovedlærer på Den Norske Filmskolen. Her ser han nærmere på Adams karriere, fra det kompliserte samarbeidet med Stanley Kubrick til den ikoniske designen på James Bond-filmene.
“ I normally start with a rough doodle and I can feel when I’m onto something exciting. It’s almost like having an orgasm, you know? Then I develop the design.” [1]
Få production designere[2] kan tilskrives større betydning i filmhistorien end Ken Adam, der døde tidligere i år i en alder af 95 år – og endnu færre kunne tegne som ham.
Den sort/hvide blæktegning var hans adelsmærke og gennem arbejdet med sin karakteristiske, meget dynamiske streg var han ophavsmand til nogle af filmhistoriens mest imponerende scenerier i tiden efter anden verdenskrig.
Han var manden bag mange uforglemmelige visuelle oplevelser i min barndoms biograf i 1970’ernes Danmark uden at jeg i øvrigt vidste hvad en production designer lavede og længe inden jeg selv besluttede mig for at gå ad samme karrierevej. De produktioner Adam var involveret i gennem sine mere end 40 år ved filmen, var ofte af større kaliber og tillod ham at designe sets i stor skala, men med en detaljerigdom og en selvfølgelighed så han aldrig efterlod sit publikum med en tvivl om “illusionens rigtighed.”
“It really started with Dr Strangelove; years later, when Ronald Reagan became president of the USA he asked his Chief of Staff if could he see the Pentagon War Room, but it didn’t exist, only in the film. I combined a certain amount of theatrical design with real design and I had no reference, it was purely fantasy.” [3]
Ken (født Klaus) Adam blev født med jødisk baggrund i Berlin i 1921 og flyttede kort tid efter nazisternes magtovertagelse med familien til London i 1934. Den unge Ken udviste tidligt et stort talent for tegning og påbegyndte i første omgang arkitektstudierne på University College London og senere på Bartlett School of Architecture. Parallelt med dette begyndte han også at udvise interesse for den ekspressionistiske bevægelse der havde præget tysk film i tiden omkring hans fødsel og især én film synes at have haft en altafgørende indflydelse på hans personlige streg i årerne derefter. “Das Cabinett des Dr. Caligaris” (1920) er en reference der er svær at komme udenom i forståelsen af Ken Adams egets talent, jævnfør filmens brug af forceret perspektiv, sit takete[4] formsprog og grafiske look. Netop disse karakteristika kom til at præge mange af Ken Adams concept skitser i årerne efter krigen, hvor han iøvrigt var en af RAFs få tyskfødte jægerpiloter der kæmpede mod Det Tredie Rige.
Hans arkitektbaggrund blev i 1948 adgangsbilletten til den engelske filmbranche, hvor han arbejdede sig op gennem art department hierakiet fra ikke-krediteret draughtsman, over assistant art director til production designer. Ken Adam debuterede som head of department på filmen “Around the World in 80 Days” (1956) og derfra begyndte hans karriere at tage form inden det store kunstneriske gennembrud med lavbudget genrefilmen “Dr. No” (1962).
Den første James Bond film var på ingen måde spået den verdensomspændende publikumssucces den gik hen og blev, men Ken Adams uomtvistelige fingeraftryk på filmens look var med til at styrke hans position.
Jeg husker tydeligt laserstrålen i Dr. No’s Crab Key laboratorie og nå ja, så var der naturligvis også Ursula Andress i den berømte strandscene der kunne give selv en lille dreng blussende kinder i biografens mørke.
Filmen førte ham i armene på Stanley Kubrick i forbindelse med tilblivelsen af “Dr. Strangelove or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb” (1964) og dermed var et samarbejde mellem de to visuelle begavelser etableret. Produktionen af filmen skulle dog vise sig yderst krævende på grund af deres to vidt forskellige temperamenter og Ken Adam følte sig gået i bedene rent kreativt, hvilket ved en senere lejlighed fik ham til at udtale:
“You see, once I knew the mechanics of designing a decent film, then it became a little boring for me. So I decided to get away from reality – to create an effect which accentuated what the setting had to say…” [5]
Mottoet “No design is worth doing it if you just reproduce reality” synes at beskrive Ken Adams tilgang til designarbejdet meget godt og stod i skærene kontrast til Stanley Kubricks interesse for det mere naturalistisk look. Til trods for denne interessekonflikt forsøgte Stanley Kubrick ikke desto mindre at overtale Ken Adam til at lave hans næste film “2001:A Space Oyssey” (1968), men måtte se sig forbigået til fordel for bl.a. fantasyfilmen “Chitty Chitty Bag Bang” (1968).
“We were very close. But even though we got on well I said to myself after Strangelove that I would never work with him again, such a complicated person. “And so I got out of doing 2001: A Space Odyssey…” [6]
Filmatiseringerne af Ian Flemmings “James Bond” bøger tog fart, Ken Adam blev en nøgleperson i udviklingen af det visuelle univers og fik her det kreative spillerum han ikke opnåede i samarbejdet med Stanley Kubrick. Adam fik stadig friere tøjler til at designe eksotiske miljøer som eksempelvis Blofields hovedkvarter, skjult inde i vulkanen i “You Only Live Twice” (1967).
Igen fornemmer man tydeligt det rumlige hovedgreb i den tidlige concept skitse og mødet mellem naturens former og 1960’ernes moderne arkitektur som man bl.a. finder hos arkitekten Oscar Niemeyer[7]. Det kegleformede rum og de organiske klippeformationer mod de stræbende betonsøjler, der bærer tagkonstruktionen, tegnet i forceret perspektiv, det fritsvævende (helikopter-) dæk og de indskudte elementer (kontrolcenter, monitor, osv.) Det er almindeligt kendt at byggeriet af vulkan dekorationen på førnævnte film var så dyrt, at dét alene kostede det samme som hele produktionen af “Dr. No” få år tidligere og der måtte bl.a bygges et studie med hul i taget på Pinewood Studios for at muliggøre optagelserne af denne scene.
Til trods for de erfaringer Ken Adam havde gjort sig i samarbejdet med Stanley Kubrick lykkedes det alligevel instruktøren, med en god portion snuhed[8], at få overtalt Ken Adam til at starte på “Barry Lyndon” (1974). Ken Adam havde en yderst anvendelig erfaring med big budget produktioner som instruktøren kunne drage nytte af og sammen med filmens fotograf udgjorde de den kreative triangel der udviklede “Barry Lyndon” visuelle univers. Filmen hører til de mindre omtalte af Kubricks location baserede produktioner, trods sine åbenlyse filmiske kvaliteter her tænker jeg især på de episke landskabsscener og de gudesmukke interiørscener kun oplyst at stearinlys.
Præproduktionen var strabaserende for Kubrick ønskede udelukkende at filme så tæt på sit hjem nord for London som muligt og da det er almindelig kendt at der her ikke findes egnet arkitektur fra den Georgianske stilperiode (filmen foregår i det 17. århundrede) umuliggjorde det nærmest location scoutingen fra første dag. Dette faktum og præmissen om ikke at bygge dekorationer i studie, resulterede i opslidende og endeløse diskussioner indtil Stanley Kubricks fulgte Ken Adams råd og efter fem måneders forberedelser flyttede filmindspilningen til Irland. Beslutningen kom dog for sent, tilliden var druknet i egensind og destruktiv stædighed – deres samarbejde havde lidt uoprettelig skade og Ken Adam forlod produktionen i utide:
“…he got me on Barry Lyndon. I didn’t want to do it. He was a very difficult man to work with – extremely talented but on Barry Lyndon I had a sort of nervous breakdown and I said to myself, no film is worth going around the bend for – it’s because we were so close, you know. He was impossible at times and I used to take his guilt onto me, apologizing to actors for something we had done, when I was really apologizing for Stanley. I lost my perspective and so did he. But we remained friends, always.” [9]
Skæbnens bittersøde ironi ville dog at Ken Adam modtog sin første Oscar statuette (”best art direction/set decoration”) for sin indsats på “Barry Lyndon”, men Stanley Kubrick var for altid et overstået kapitel i Ken Adams bog
Hjemme” igen i studierne på Pinewood udenfor London designede Ken Adam yderligere to James Bonds produktioner “The Spy Who Loved Me” (1977) og “Moonraker” (1979),
inden tiden syntes at være løbet fra det karakteristiske og meget stiliserede look hans navn altid vil være associeret med. Begge produktioner bød på en overflod af spektakulære scenerier, ligefra skurken Strombergs “altædende” supertanker til endnu en skurk ved navn Drax og hans rumstation i “Moonraker”.
For en dreng på 10-12 år gav det en uudslettelig rumoplevelse og følelsen af at film også kunne være larger than life, i en periode af mit da meget unge liv hvor filmudbudet ellers var præget af primitive børneanimationer og sort/hvid socialrealisme.
Ken Adam syntes at være på toppen af sin karriere som production designer i disse år og stortrivedes i sit samarbejde med filmenes producere, instruktører og filmfotografer:
“…I find when I worked on films where I had a great rapport with the director, the cameraman, and if it was a period picture maybe the costume designer too, then the film turned out to be great. If you are all on the same beam, the film will turn out to be a good film, you know – I’ve never been disappointed in that. If you have continuous battles, that reflects eventually.” [10]
Ken Adam fik i tillæg mulighed for at designe nogle af de mange gadgets som James Bond-universet er så kendt for. Det resulterede i en lang række af avancerede fingerringe, eksploderende fyldepenne og intelligente armbåndsure, men gav også Ken Adam mulighed for at få udløb for sin livslange fascination af transportmidler. På den baggrund designede han den ikonografiske og lettere modificerede Aston Martin DB 5, den knap så vandtætte Lotus Elise, samt et utal af lystyachts, rumskibe og jetpacks.
Filmene er i sig selv et studie værd når det kommer til anvendelsen af gamle visuelle effekter – teknikker som f.eks matte paintings og miniatures. Et gensyn i dag virker håbløst forældet sammenlignet med vor tids digitale muligheder, men dengang var de state of the art og udtryk for en ”knowhow” der stadig kendetegner den hæderkronede britiske filmindustri den dag i dag.
Efter tiden med James Bond arbejdede Ken Adam forsat på adskillige produktioner i årerne fra 1980 til 2004, men bortset fra “The Madness of King George” (1994), som han modtog sin anden velfortjente Oscar statuette for, glider de fleste andre film bort i glemslen. Ken Adam vil dog for altid fremstå som en af sin generations mest visionære og inspirerende production designere, der ikke alene kendte sin metier, men også formåede at flytte grænserne for hvad godt production design er – og hvor stor en betydning det har for oplevelsen af en given film.
Ken Adam, der blev slået til ridder for sin indsats for filmkunsten af den engelske dronning i 2003, donerede kort inden sin død hele sit personlige arkiv til Deutche Kinemathek i Berlin og samlingen er bestemt et besøg værd, hvis man alligevel måtte være på de kanter.
Rasmus Thjellesen (født 1968 i DK) er cand. arch. og prisvinnende produksjonsdesigner på flere kritikerroste filmer, hovedlærer i filmscenografi på Den Norske Filmskole og arbeider bl.a. på et forskningsprosjekt om den danskfødte og Oscarbelønnede (1931) art director og costume designer Max Rée.
Noter:
[1] Wallpaper, november udgaven 2008
[2] http://www.adg.org/?art=about-the-guild
[3] Filmcraft: Production Design, published by Ilex Press, skrevet af Fionnuala Halligan, 2012.
[4] http://journals.plos.org/plosone/article?id=10.1371/journal.pone.0150610
[5] http://journals.plos.org/plosone/article?id=10.1371/journal.pone.0150610
[6] http://journals.plos.org/plosone/article?id=10.1371/journal.pone.0150610
[7] https://www.theguardian.com/artanddesign/gallery/2012/dec/06/oscar-niemeyer-life-architecture-pictures
[8] Kubrick recalled by influential set designer Sir Ken Adam, skrevet af Vincent Dowd, BBC World Service, 16. august 2013
[9] Filmcraft: Production Design, published by Ilex Press, skrevet af Fionnuala Halligan, 2012.
[10] Filmcraft: Production Design, published by Ilex Press, skrevet af Fionnuala Halligan, 2012.
Få produksjonsdesignere kan tilskrives større betydning enn Ken Adam som døde tidligere i år, mener Rasmus Thjellesen, selv produksjonsdesigner og hovedlærer på Den Norske Filmskolen. Her ser han nærmere på Adams karriere, fra det kompliserte samarbeidet med Stanley Kubrick til den ikoniske designen på James Bond-filmene.
“ I normally start with a rough doodle and I can feel when I’m onto something exciting. It’s almost like having an orgasm, you know? Then I develop the design.” [1]
Få production designere[2] kan tilskrives større betydning i filmhistorien end Ken Adam, der døde tidligere i år i en alder af 95 år – og endnu færre kunne tegne som ham.
Den sort/hvide blæktegning var hans adelsmærke og gennem arbejdet med sin karakteristiske, meget dynamiske streg var han ophavsmand til nogle af filmhistoriens mest imponerende scenerier i tiden efter anden verdenskrig.
Han var manden bag mange uforglemmelige visuelle oplevelser i min barndoms biograf i 1970’ernes Danmark uden at jeg i øvrigt vidste hvad en production designer lavede og længe inden jeg selv besluttede mig for at gå ad samme karrierevej. De produktioner Adam var involveret i gennem sine mere end 40 år ved filmen, var ofte af større kaliber og tillod ham at designe sets i stor skala, men med en detaljerigdom og en selvfølgelighed så han aldrig efterlod sit publikum med en tvivl om “illusionens rigtighed.”
“It really started with Dr Strangelove; years later, when Ronald Reagan became president of the USA he asked his Chief of Staff if could he see the Pentagon War Room, but it didn’t exist, only in the film. I combined a certain amount of theatrical design with real design and I had no reference, it was purely fantasy.” [3]
Ken (født Klaus) Adam blev født med jødisk baggrund i Berlin i 1921 og flyttede kort tid efter nazisternes magtovertagelse med familien til London i 1934. Den unge Ken udviste tidligt et stort talent for tegning og påbegyndte i første omgang arkitektstudierne på University College London og senere på Bartlett School of Architecture. Parallelt med dette begyndte han også at udvise interesse for den ekspressionistiske bevægelse der havde præget tysk film i tiden omkring hans fødsel og især én film synes at have haft en altafgørende indflydelse på hans personlige streg i årerne derefter. “Das Cabinett des Dr. Caligaris” (1920) er en reference der er svær at komme udenom i forståelsen af Ken Adams egets talent, jævnfør filmens brug af forceret perspektiv, sit takete[4] formsprog og grafiske look. Netop disse karakteristika kom til at præge mange af Ken Adams concept skitser i årerne efter krigen, hvor han iøvrigt var en af RAFs få tyskfødte jægerpiloter der kæmpede mod Det Tredie Rige.
Hans arkitektbaggrund blev i 1948 adgangsbilletten til den engelske filmbranche, hvor han arbejdede sig op gennem art department hierakiet fra ikke-krediteret draughtsman, over assistant art director til production designer. Ken Adam debuterede som head of department på filmen “Around the World in 80 Days” (1956) og derfra begyndte hans karriere at tage form inden det store kunstneriske gennembrud med lavbudget genrefilmen “Dr. No” (1962).
Den første James Bond film var på ingen måde spået den verdensomspændende publikumssucces den gik hen og blev, men Ken Adams uomtvistelige fingeraftryk på filmens look var med til at styrke hans position.
Jeg husker tydeligt laserstrålen i Dr. No’s Crab Key laboratorie og nå ja, så var der naturligvis også Ursula Andress i den berømte strandscene der kunne give selv en lille dreng blussende kinder i biografens mørke.
Filmen førte ham i armene på Stanley Kubrick i forbindelse med tilblivelsen af “Dr. Strangelove or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb” (1964) og dermed var et samarbejde mellem de to visuelle begavelser etableret. Produktionen af filmen skulle dog vise sig yderst krævende på grund af deres to vidt forskellige temperamenter og Ken Adam følte sig gået i bedene rent kreativt, hvilket ved en senere lejlighed fik ham til at udtale:
“You see, once I knew the mechanics of designing a decent film, then it became a little boring for me. So I decided to get away from reality – to create an effect which accentuated what the setting had to say…” [5]
Mottoet “No design is worth doing it if you just reproduce reality” synes at beskrive Ken Adams tilgang til designarbejdet meget godt og stod i skærene kontrast til Stanley Kubricks interesse for det mere naturalistisk look. Til trods for denne interessekonflikt forsøgte Stanley Kubrick ikke desto mindre at overtale Ken Adam til at lave hans næste film “2001:A Space Oyssey” (1968), men måtte se sig forbigået til fordel for bl.a. fantasyfilmen “Chitty Chitty Bag Bang” (1968).
“We were very close. But even though we got on well I said to myself after Strangelove that I would never work with him again, such a complicated person. “And so I got out of doing 2001: A Space Odyssey…” [6]
Filmatiseringerne af Ian Flemmings “James Bond” bøger tog fart, Ken Adam blev en nøgleperson i udviklingen af det visuelle univers og fik her det kreative spillerum han ikke opnåede i samarbejdet med Stanley Kubrick. Adam fik stadig friere tøjler til at designe eksotiske miljøer som eksempelvis Blofields hovedkvarter, skjult inde i vulkanen i “You Only Live Twice” (1967).
Igen fornemmer man tydeligt det rumlige hovedgreb i den tidlige concept skitse og mødet mellem naturens former og 1960’ernes moderne arkitektur som man bl.a. finder hos arkitekten Oscar Niemeyer[7]. Det kegleformede rum og de organiske klippeformationer mod de stræbende betonsøjler, der bærer tagkonstruktionen, tegnet i forceret perspektiv, det fritsvævende (helikopter-) dæk og de indskudte elementer (kontrolcenter, monitor, osv.) Det er almindeligt kendt at byggeriet af vulkan dekorationen på førnævnte film var så dyrt, at dét alene kostede det samme som hele produktionen af “Dr. No” få år tidligere og der måtte bl.a bygges et studie med hul i taget på Pinewood Studios for at muliggøre optagelserne af denne scene.
Til trods for de erfaringer Ken Adam havde gjort sig i samarbejdet med Stanley Kubrick lykkedes det alligevel instruktøren, med en god portion snuhed[8], at få overtalt Ken Adam til at starte på “Barry Lyndon” (1974). Ken Adam havde en yderst anvendelig erfaring med big budget produktioner som instruktøren kunne drage nytte af og sammen med filmens fotograf udgjorde de den kreative triangel der udviklede “Barry Lyndon” visuelle univers. Filmen hører til de mindre omtalte af Kubricks location baserede produktioner, trods sine åbenlyse filmiske kvaliteter her tænker jeg især på de episke landskabsscener og de gudesmukke interiørscener kun oplyst at stearinlys.
Præproduktionen var strabaserende for Kubrick ønskede udelukkende at filme så tæt på sit hjem nord for London som muligt og da det er almindelig kendt at der her ikke findes egnet arkitektur fra den Georgianske stilperiode (filmen foregår i det 17. århundrede) umuliggjorde det nærmest location scoutingen fra første dag. Dette faktum og præmissen om ikke at bygge dekorationer i studie, resulterede i opslidende og endeløse diskussioner indtil Stanley Kubricks fulgte Ken Adams råd og efter fem måneders forberedelser flyttede filmindspilningen til Irland. Beslutningen kom dog for sent, tilliden var druknet i egensind og destruktiv stædighed – deres samarbejde havde lidt uoprettelig skade og Ken Adam forlod produktionen i utide:
“…he got me on Barry Lyndon. I didn’t want to do it. He was a very difficult man to work with – extremely talented but on Barry Lyndon I had a sort of nervous breakdown and I said to myself, no film is worth going around the bend for – it’s because we were so close, you know. He was impossible at times and I used to take his guilt onto me, apologizing to actors for something we had done, when I was really apologizing for Stanley. I lost my perspective and so did he. But we remained friends, always.” [9]
Skæbnens bittersøde ironi ville dog at Ken Adam modtog sin første Oscar statuette (”best art direction/set decoration”) for sin indsats på “Barry Lyndon”, men Stanley Kubrick var for altid et overstået kapitel i Ken Adams bog
Hjemme” igen i studierne på Pinewood udenfor London designede Ken Adam yderligere to James Bonds produktioner “The Spy Who Loved Me” (1977) og “Moonraker” (1979),
inden tiden syntes at være løbet fra det karakteristiske og meget stiliserede look hans navn altid vil være associeret med. Begge produktioner bød på en overflod af spektakulære scenerier, ligefra skurken Strombergs “altædende” supertanker til endnu en skurk ved navn Drax og hans rumstation i “Moonraker”.
For en dreng på 10-12 år gav det en uudslettelig rumoplevelse og følelsen af at film også kunne være larger than life, i en periode af mit da meget unge liv hvor filmudbudet ellers var præget af primitive børneanimationer og sort/hvid socialrealisme.
Ken Adam syntes at være på toppen af sin karriere som production designer i disse år og stortrivedes i sit samarbejde med filmenes producere, instruktører og filmfotografer:
“…I find when I worked on films where I had a great rapport with the director, the cameraman, and if it was a period picture maybe the costume designer too, then the film turned out to be great. If you are all on the same beam, the film will turn out to be a good film, you know – I’ve never been disappointed in that. If you have continuous battles, that reflects eventually.” [10]
Ken Adam fik i tillæg mulighed for at designe nogle af de mange gadgets som James Bond-universet er så kendt for. Det resulterede i en lang række af avancerede fingerringe, eksploderende fyldepenne og intelligente armbåndsure, men gav også Ken Adam mulighed for at få udløb for sin livslange fascination af transportmidler. På den baggrund designede han den ikonografiske og lettere modificerede Aston Martin DB 5, den knap så vandtætte Lotus Elise, samt et utal af lystyachts, rumskibe og jetpacks.
Filmene er i sig selv et studie værd når det kommer til anvendelsen af gamle visuelle effekter – teknikker som f.eks matte paintings og miniatures. Et gensyn i dag virker håbløst forældet sammenlignet med vor tids digitale muligheder, men dengang var de state of the art og udtryk for en ”knowhow” der stadig kendetegner den hæderkronede britiske filmindustri den dag i dag.
Efter tiden med James Bond arbejdede Ken Adam forsat på adskillige produktioner i årerne fra 1980 til 2004, men bortset fra “The Madness of King George” (1994), som han modtog sin anden velfortjente Oscar statuette for, glider de fleste andre film bort i glemslen. Ken Adam vil dog for altid fremstå som en af sin generations mest visionære og inspirerende production designere, der ikke alene kendte sin metier, men også formåede at flytte grænserne for hvad godt production design er – og hvor stor en betydning det har for oplevelsen af en given film.
Ken Adam, der blev slået til ridder for sin indsats for filmkunsten af den engelske dronning i 2003, donerede kort inden sin død hele sit personlige arkiv til Deutche Kinemathek i Berlin og samlingen er bestemt et besøg værd, hvis man alligevel måtte være på de kanter.
Rasmus Thjellesen (født 1968 i DK) er cand. arch. og prisvinnende produksjonsdesigner på flere kritikerroste filmer, hovedlærer i filmscenografi på Den Norske Filmskole og arbeider bl.a. på et forskningsprosjekt om den danskfødte og Oscarbelønnede (1931) art director og costume designer Max Rée.
Noter:
[1] Wallpaper, november udgaven 2008
[2] http://www.adg.org/?art=about-the-guild
[3] Filmcraft: Production Design, published by Ilex Press, skrevet af Fionnuala Halligan, 2012.
[4] http://journals.plos.org/plosone/article?id=10.1371/journal.pone.0150610
[5] http://journals.plos.org/plosone/article?id=10.1371/journal.pone.0150610
[6] http://journals.plos.org/plosone/article?id=10.1371/journal.pone.0150610
[7] https://www.theguardian.com/artanddesign/gallery/2012/dec/06/oscar-niemeyer-life-architecture-pictures
[8] Kubrick recalled by influential set designer Sir Ken Adam, skrevet af Vincent Dowd, BBC World Service, 16. august 2013
[9] Filmcraft: Production Design, published by Ilex Press, skrevet af Fionnuala Halligan, 2012.
[10] Filmcraft: Production Design, published by Ilex Press, skrevet af Fionnuala Halligan, 2012.
