–… også av folk med akademisk utdannelse, sier Søren Birkvad i sitt svar til Eystein Hanssen i debatten om dokumentarfilmens visuelle uttrykk. Les her om hva Birkvad mener er dokumentarismens grunnleggende belastning.

Producent Eystein Hanssen udtaler sig i Rushprint af 8.11. om min kritik af norsk dokumentarfilm som for upersonlig og (visuelt) unysgerrig. Den ’har ikke fotfeste i virkeligheten’, siger han, ligesom det ’vitner om mangelfull innsikt når en trygt plassert akademiker ved Høgskolen i Lillehammer sitter og bestiller en ny generasjon dokumentarister fordi dagens dokumentarfilmer ikke har den visuelle eller indholdsmessige kvaliteten bransjen ønsker’.

Hanssen fortjener en respons. Jeg hverken kan eller vil bestille en ny generation dokumentarister. I sin gengivelse af vor telefonsamtale har Rushprints journalist (som iøvrigt har gjort et godt job) spidsformuleret mine spidsformuleringer. Til det med ’nye dokumentarister’ tilføjede jeg uden for Rushprints referat: ’eller de nuværende dokumentarister må forny sig’. Havde jeg under interviewet ordlagt mig mindre højt på pæren havde jeg sagt det på denne måde: ’vi trenger en ny type dokumentarisme’.

Den sidst anførte formulering kan Hanssen og jeg – efter alt at dømme – samle os om. Hanssen forklarer hvorfor norsk dokumentarisme har problemer, han anfægter ikke at der er problemer (ja, han mener endda at dokumentarister har «solgt sjela til djevelen»). Hvor jeg udtaler at dokumentarister har ’en tendens til å bruke enkle bilder’ ’som illustrasjon’ som ’bekrefter deres argumentasjon’, hvorved det da ’er ord som styrer, ikke bilder’, så udtaler Hanssen at ’beslutningene i tv-kanalene om hva som kjøpes inn’ i høj grad tages ’av journalister som ikke har samme forståelse av hva en film er’. Han fortsætter: ’Journalister som har en bakgrunn i skrevet journalistikk’ har ’ikke nødvendigvis den visuelle ballasten til å foreta en filmisk vurdering’, hvorved den enkelte dokumentarist ’er tvunget inn i en form’.

Ærlig talt synes jeg Hanssen og jeg supplerer hinanden godt, når vi fra hver sin kant siger at der er problemer i dokumentarverdenen og hvorfor. Så hvori består forskellen på ham og mig?

Forskellen ligger i mine øjne i dette med ’fra hver sin kant’. Hanssen er filmproducent og har i modsætning til mig indflydelse på hvem som gør hvad i branchen. Han producerer tekster. Jeg derimod er en tilskuer, én som repræsenterer publikum. Jeg ser på tekster. Heri består en ældgammel dialektik og et ældgammelt modsætningsforhold og akkurat sådan bør det altid være. For at sige det fra min kant: en film må finde sig i at blive set. Set og kommenteret af folk som ikke selv er aktører i branchen – selv af folk med akademisk uddannelse, selv af folk fra Lillehammer. Hvis du, Eystein Hanssen, ud fra dine forudsætninger kan forklare offentligheden hvordan og hvorfor dokumentarister ’tvinges ind i en form’ (det gør du godt efter min mening), så kan jeg ud fra mine forudsætninger forklare hvordan denne form ser ud som den gør og hvorfor.

Dermed er banen – på et principielt grundlag – fri for en frisk meningsudveksling. Eystein Hanssen og jeg er nemlig ikke bare enige. Når Hanssen siger at ’dokumentarfilmen har en opplysende og oppdragende funksjon, som er viktig at holde ved like’ er vi ved et kernepunkt i uenigheden mellem ham og mig. Det er just forventningen om dokumentarfilmen som ikke alene mere ’sand’, men som også mere ’god’ end fiktionsfilm og andet tull og tøys som er dokumentarismens historiske belastning som æstetisk og politisk udtryk. Forventningen om at dokumentaristen på et etisk ophøjet niveau oplyser og opdrager borgeren har historisk set været den fattige dokumentarbranches vigtigste legitimeringsstrategi i forhold til bevilgende myndigheder – fra John Grierson til Erling Borgen. Men det er også dette Moder Teresa-syndrom, som har bidraget til genrens omdømme som institutionstung folkeoplysning, som tabloid-jounalistisk nævenyttighed eller som politisk korrekt ’opdragelse’.

Det er efter min mening denne åndelige arv i dokumentarismen – tendensen til at tale på andres vegne, ikke på egne – som er ’mer grunnleggende’, ja, som jeg enda tror har et fodfeste i virkeligheden! En åndelig arv, som forvaltes af mange dokumentarister (men langt fra alle) og som ytrer sig som en særlig måde at møde virkeligheden på: en lidt for beskeden nysgerrighed, en usikkerhed camoufleret som dyd, en ind imellem svigtende evne til at se det sære i det almindelige og det almindelige i det sære.

Nej, vil Hanssen sige, ikke en svigtende evne, men en svigtende mulighed. Fint nok. Herfra kan samtalen fortsætte.

Foto av Michael Winterbottom under innspillingen av ”The Road to Guantanamo”

Relaterte artikler:

– Feilslått kritikk

– Norsk dokumentarfilm må fornyes

Etterlyser dokumentarsatsing

– Det visuelle må oppgraderes