I 2002 advarte norske filmklippere i RUSHPRINT mot at klippeassistenten ble skåret bort på grunn av lavere budsjetter og overgangen til digital produksjon. Denne situasjonen er stadig like akutt, mener Christoffer Heie i dette debattinnlegget. Han har arbeidet som klippeassistent på blant annet ”Dogville” i Danmark og mener at denne delen av etterarbeidet sakker akterut i Norge.

Når de rutinerede klippere besøger filmskolen, er det umuligt at undgå de kliché-fyldte anekdoter. Anekdoter, som handler om, hvor geniale datidens klippeværktøjer var, hvor dejligt det var, når ikke al teknikken havde overtaget, og havde man klippet, så kunne det ikke gøres om. Og ikke mindst om hvordan de som assistenter sled sig igennem flere års oplæring hos nogle af datidens største mestre.
Det er umuligt at se bort fra, at der med den store omvæltning fra de analoge tider med klip ved klippebord på Steenbeck og Moviola kom mange store forandringer. Men en af forandringerne er blevet overset eller ignoreret: At den vigtige rolle som klippeassistent er ved at forsvinde.

Rollen som klipper har fået større anerkendelse igennem de seneste år. I arbejdet mod det bedste resultat er dygtige klippere blevt en vigtig faktor på linje med velplanlagte klippeperioder. Norske Filmklippere skriver bl.a. i deres manifest fra foråret 2002:

”…. Med regissørens visjon og vår fagkunnskap som filmfortellere skal vi sammen finne den beste filmen som er gjemt i råmaterialet.

Med kjærlighet skal vi søke efter filmens sjel og kjerne og dyrke denne til det ypperste. Filmen skal finne sin form i en kreativ søkende diskusjon mellom klipper og regissør….”

Den nye generation af klippere får stor kompetence inden for det tekniske. Derfor er der også meget snak om at ”den nye klipper” skal kunne løse flere og flere af de tekniske opgaver med f.eks. titelsekvenser, sfx skud, lydmiks eller online. Men dette er et helt forkert udgangspunkt. Det vil altid gå ud over klippetiden og klipperens funktioner, hvis en klipper skal til at påtage sig ansvaret for så mange fagfunktioner. Det bliver en bagatellisering af klipperens væsentligste opgaver. Desto flere opgaver, des mindre fokus på hver opgave, og derved et dårligere resultat.

Derimod kan tekniske opgaver med fordel overlades til assistenten, så klipperen får mulighed til at fokusere på det kreative arbejde med filmen. I følge honorarsatsen er forskellen mellem lønningen til en klipper og en assistent 100%. Så hvorfor bruge klipperen til arbejde, som kan gøres for den halve pris?

Det er en udfordring, at lære produktionsselskaber, klippere og klippeassistenter at arbejde sammen, og det er vanskeligt når ikke engang Den Norske Filmskolen lægger op til brug af klippeassistenter på produktioner eller har undervisning om samarbejde mellem klipper og klippeassistent.

Produktionsselskaberne skal lære at have klippeassistenter fast tilknyttet til hvert enkelt projekt, og de skal være villige til at oplære assistenter i det tekniske udstyr.

Det vil gavne branchen på flere måder. Ved at udbrede brugen af klippeassistenter, får filmskolen ansøgere med større erfaring, og branchen får flere kompetente medarbejdere til funktioner i og omkring postproduktionsfasen. Klippeperioderne bliver bedre struktureret, og klippetiden bliver udnyttet maksimalt. Det betyder besparelser for produktionsselskaberne.

Uden for branchen hersker der udbredt uvidenhed om hvad en klipper egentlig foretager sig. Derfor er det naturligt, at der hersker endnu større tvivl, om hvad en klippeassistent foretager sig, og hvilken rolle det spiller for klipperen og assistenten selv, dette gælder desværre også i branchen.

Hvis man skal have fuldt udbytte af klipperen og klippeperioden, er det vigtigt, at assistentens arbejde ikke bare er begrænset til opsynk, log og load.

Klippeassistenten skal indrages til tekniske møder før filmen bliver indspillet og diskutere opsætningen med klipper, lydmand og evt. foto. I klippefasen skal assistenten stå til rådighed, og klipperen er ansvarlig for assistentens arbejdsopgaver på filmen. I færdiggøringsfasen kan assistenten stå for hele processen, da alle klippeopgaver er overstået.

Hvis assistenten bliver brugt på denne måde skabes en medarbejder, som gennem hele klippeperioden har det fulde overblik. En medarbejder, som kan aflaste både teknisk og organisatorisk i postproduktionen.

Opgaver som burde være assistentens og ikke klipperens indebærer i grove træk (flere af disse nævnes også af de norske filmklippere i artiklen i Rushprint fra 2002):

Forberedelsesfasen:
Beslutning om opsynk og daylies procedure.
Beslutning om log og load procedure.
Opsynk, log og load.
Strukturering af råstof og projekt-opsætning.

Klippefasen:
Hjælpe klipperen med klip af enkelte scener eller mere.
Indlastning af musik.
Finde og indlaste specifikke lydeffekter.
Indlastning af speak og opsynk af denne.
Indlastning af sfx skud.
Styre trafikken generelt mellem sfx værksted og klippesuite.
Teste titler.
Hvis flere klippere arbejder på samme projekt udføres deres indbyrdes trafik af sekvenser og lignende.
Sammensætning af sekvenser.
Præmiks frem mod testvisninger.
Udkøring af testvisnings bånd og bånd til f.eks. komponist, producent eller konsulenter.
Stå for testvisninger.

Færdiggøringsfasen:
Oprydning af projekt.
Overførsel til lyd – billedfiler, omf. og edl.
Online.
Kontakten til laboratoriet og Edl’er til laboratoriet.
Udkøring af master bånd og kopier.

Livet som klippeassistent er hårdt. Det er for det meste natarbejde og ekstrem fleksibel arbejdstid. Hvis man som klippeassistent tilfældigvis har en periode med fast arbejde om dagen, skal man betragte sig selv som heldig. Det kan være hårdt for familielivet, men det er jo ikke revolutionerende nyheder i filmbranchen. Så man spørger sig selv: Hvad får assistenten ud af det?

For mig startede det med opsynk, log og load. Kedeligt arbejde som regel. Udbyttet var begrænset. Men efter 14 dage med log og load, lærer man det meste af filmen at kende og danner sig sit eget billede. Når så filmen har premiere, og man med store øjne kommer med til gallapremiere, får man pludselig meget igen. På lærredet ser man det endelige resultat af klipperens og instruktørens intense klippeperiode, og med det store indblik i råmaterialet ved man, hvad der er blevet klippet væk, hvilke scener der er byttet om på, og hvordan karaktererne er prioriteret. Det er et indblik, som kun de færreste i produktionen har.

Klipperen har ofte selv været assistent og ved at det kan være hårdt og kedeligt, men efterhånden, som man bliver god til det tekniske, bliver der udsigt til en gulerod. Det helligste af det hellige – rent faktisk at klippe! Det kan være at man får lov at klippe en første gennemklip af en scene eller to, eller at man får lov at sidde med ved gennemgang af filmen med instruktøren. Oftest er det mest tillokkende udsigten til at klippe selv og følge den samme klipper gennem længere tid for at udvikle det indbyrdes samarbejde.

Når samarbejdet med klipperen bliver tættere bliver udfordringerne hurtigt større, og arbejdet bliver meget mere lærerigt og interessant. Klippemetoder, tekniske detaljer og arbejdsprocesser – det meste tager man til sig, helt ned til detaljer som f.eks. genvejstaster, siddestilling og skærmopsætning. Man får også et tættere forhold til filmen og produktionen generelt, og føler, at man har en aktiv andel i filmen.

Det bidrager til at skabe et godt tillidsforhold, noget som er essentielt i et samarbejde mellem klipper og klippeassistent. For jo mere klipperen stoler på assistenten, desto flere opgaver får assistenten, og des bedre tid får klipperen til at koncentrere sine kræfter om filmen. Assistenten lærer samtidigt klipperens arbejdsmetode at kende og kan f.eks. organisere projekter og bins efter klipperens specifikke ønsker, før klipperen starter. Et samarbejde, der i høj grad gavner filmen uden de store ekstra omkostninger.

Pål Gegenbach skriver i en opfølgende artikel til klippernes varsku: ” Poenget med at sige fra om dette er ikke at vi ønsker lengst mulig arbeidstid for at kunne leve fett. Men vi vil lage best mulig filmer, og da trenger vi tid og assistenter.”

Det burde være i alles interesse at lave den bedste film, men det kan være vanskeligt for produktionsselskaberne at se pointen med at ansætte klippeassistenter, især når de økonomiske vilkår bliver trange.

En velkoordineret postproduktion og mere rum til klipperen vil skabe bedre vilkår for filmen, et større netværk af dygtigere assistenter og flere jobmuligheder. Det kan betale sig økonomisk, og ikke mindst: Det vil det styrke filmbranchen på længere sigt.

Linker:

Norske Filmklipperes klipperoms-manifest: Filmklippere

Spillefilmklippernes varsku: Klippernes varsku

Honorarsatser: Honorarsatser