Det danske filmmagasinet Ekko kom forrige uke med sitt første nummer etter fusjonen med tidsskriftet Mifune. Og for å sparke igang det hele har de i sitt blad følgende glimrende artikkelkonsept: Ti danske filmkritikere anmeldes i en utførlig tekst av en utvalgt gruppe filmarbeidere, og får karakterer fra 1 til 6 slik som de selv bedømmer filmer. Filmarbeiderne var regissør Pernille Fischer Christensen (En soap), tidligere DFI-direktør Henning Camre, tidligere spillefilmkonsulent Nikolaj Scherfig og distributør Loke Havn. Altså ikke en ubetydelig gjeng.

"En god anmeldelse er en anmeldelse som lukker filmverket opp for den som leser, og går inn og undersøker dets premisser, undersøker dets sjanger og tema, og forholder seg kritisk til hva som er godt og hva som er skitt i verket. Og [anmeldelsen] forholder seg til den tradisjon verket er en del av, og på den måten legger tingene frem og forteller hva kan vi bruke det til, hvorvidt det er godt eller skitt og hvordan handler det om våre liv i dag. Det er en god anmeldelse." Dette sier jurymedlem Scherfig i et intervju med dansk P2 om saken (hør hele saken her, omtrent midtveis). I samme debatt deltar også dansk P2s egen anmelder Per Juul Carlsen, som tidligere i dag skrev om saken på sin egen blogg – i form av et intervju med seg selv:

Hvordan føles det at smage sin egen medicin?
Både grimt og befriende. Det er naturligvis ubehageligt at blive bedømt til 3 stjerner ud af 6 mulige, når det i anmelderiets verden er lig med, at noget er galt med ‘filmen’. Men når jeg læser den udførlige tekst om mig og ser, at mit sprog har et ‘højt litterært og stilistisk niveau’, mens eksemplerne på mine problemer er et par anmeldelser, som jeg til enhver tid vil forsvare, er det lidt svært at blive sur.

Juul Carlsen virker oppriktig engasjert i EKKOs prosjekt, på tross av å ha mottatt kun 3 stjerner. Det virker som at han har tro på at et slikt konsept med tilbakemelding fra filmbransjen til kritikerne har noe for seg. Men i sitt siste spørsmål til seg selv kommer han med en etterlysning av en større visjon fra kritikerne av filmkritikerne:

Du anmelder altså videre som om ingenting var hændt?
Ikke helt. EKKOs artikel har været inspirerende, den har givet mig noget at tænke over, selvom jeg kun er blevet bekræftet i at min holdning til anmelderi er i orden. Men jo, derudover savner jeg noget mere kød på branchens kritik. Jeg savner en vision, et klart ønske om at anmeldelser gerne må udvikle sig i den og den retning. I deres forord nævner de fire repræsentanter en række krav til anmeldelserne og jeg har svært ved at se, at hovedparten af danske anmeldere ikke lever op til dem, inklusive mig selv. Det havde været rigtig spændende, hvis de havde serveret en slagkraftig vision, noget, man virkelig kunne forholde sig til.

En annen dansk filmkritiker med egen blogg, som også har fått 3 av 6 stjerner, er Informations Christian Monggaard. Også han skriver utførlig (og interessant) om opplevelsen av å ha blitt gitt en dom av bransjens panel:

Et velsammensat panel med repræsentanter fra fire forskellige ender af filmbranchen, og så tør de tilmed tage bladet fra munden og kritisere alle os, der til daglig kritiserer dem. Det er modigt og en rigtig god idé af EKKO at sætte den slags i værk.

Det sker stort set aldrig, at man som anmelder bliver anmeldt med nogle af de udtryk og vendinger, man selv er vant til at bruge hver eneste uge. Pludselig er bøtten vendt, og det er en mærkelig fornemmelse, næsten som om nogen invaderer ens privatliv.

Og det er i virkeligheden nok også meget sundt med den slags reality-check. Det gør både godt og ondt, og man får muligvis en bedre forståelse af, hvordan filminstruktørerne har de hver fredag, når anmelderne folder sig ud og i form af stjerner sætter værdi på de film, de har brugt flere år af deres liv på at lave.

Jeg vil ikke for alvor komme ind på, om jeg synes, at anmeldelsen af mig er retfærdig eller uretfærdig – for selvfølgelig er den uretfærdig, jeg skulle da have haft seks stjerner – men det interessante for mig er, at den har fået mig til at tænke. Hvilket vel også var en af tankerne bag at anmelde anmelderne.

Monggaard fortsetter med en grundig gjennomgang av bransjepanelets artikkel, og siterer den flere steder. Til slutt avrunder han med ti punkter som den danske regissøren Nikolaj Arcel kommer med i samme nummer av EKKO; "10 bud til filmkritikerne":

1. Du må ikke give ’gode’ råd
2. Du skal kende forskel på tempo og klipning
3. Du skal vide, at nærbilleder er nemme at lave
4. Du skal ære manuskriptforfatteren
5. Du skal slukke diktafonen, når instruktøren krukker
6. Du må ikke tænke på Lolita, når du ser uskyldige børnefilm
7. Du må ikke skrive ’slet ikke ueffen’
8. Du må ikke misbruge betegnelsen ’mesterværk’
9. Du må ikke tro, at filmpriser betyder kvalitet
10. Du må ikke begære skaldede instruktører

Debatt rundt filmkritikk vil alltid være brennbart, og noen synes kanskje det er unødvendig å vekke motsetningene til live nok en gang, men likevel: Hva synes Rushbloggs lesere om EKKOs idé? Kunne Rushprint ha arrangert en lignende omdreining av rollene i et fremtidig nummer? Eller er den norske bransjen mer hårsår enn den danske? Det er uansett ingen tvil om at kvaliteten på den norske filmkritikerstanden er varierende; like varierende som kvaliteten på norske spillefilmer. Kanskje hadde det vært både sunt, interessant og utfordrende med en lignende gjenopplivning av debatten her til lands. Hva tenker dere?