Hva filmvitere skal gi

"Det er nu på tide at tale om Lars von Trier". Førsteamenuensis i Film og Fjernsynsvitenskap Søren Birkvad kaster seg med dette inn i filmskoledebatten.

Det er nu på tide at tale om Lars von Trier! En norsk filmdebat med kunstnerisk taghøjde havner uvægerligt i Trierland, så her synes jeg også man kunne gøre holdt i debatten om filmvitenskap versus filmskole. Rushprint har flere gange illustreret debatten med billeder fra Jacob Thuesens film De unge år, baseret på Triers selvbiografiske manuskript om sine egne år på Den Danske Filmskole i slutningen af 1970’erne. Det har man gjort ret i: Ikke fordi filmen minder om forholdene på dagens norske filmskole, men fordi filmen minder om en almen uddannelsesproblematik. Hør bare på hvilken måde von Triers alter ego, Erik Nietzsche, opsummerer sin filmskoleuddannelse gennem denne opsang til sine lærere i slutningen af filmen:

Hvad fanden har I lavet?! Hvad er det I har gjort?! Hvad har I bidraget med, som er så fantastisk?! Hvad har I gjort at I kan bedømme noget som helst?! I har jo ikke selv lavet en skid!

Indtil da er vi i filmen blevet præsenteret for en filmskolerugekasse af narcissister på frihjul, både blandt lærere og elever. I elev-enden af skalaen laver man uforståelige kunstfilm for hinanden (”Do you live here, or are you married to that door?”) og i lærer-enden har man i praksis kastet al filmpraktik over bord til fordel for manisk filmanalyse af egne værker (”Klip til hus! Udrykning! Ildebrand!”), dogmatiske dramaturgi-modeller (”Der er nogle regler, der skal overholdes!”) eller manuslærerens ”lineær/cirkulære” teoretisering over tilværelsens trivialiteter (”Woman enters the hotel room in Berlin. Hun får en orgasme. Nej, hun får to. End of story”).

Man vil forstå, at jeg ikke – som såkaldt viter – åbner for en filmvidenskabelig jihad gennem disse referencer til det værste ved filmskolekulturen. Det har jeg ikke lyst og grund til – heller ikke jeg. I den aktuelle debat indtager jeg – mellem de mest samarbejdsivrige blandt mine egne studenter og filmskolens mest bortvendte – et midterstandpunkt. Hvad jeg derimod vender mig imod med De unge år som eksempel er teori. Dvs. teori for teoriens egen skyld. Af enhver slags. For eksempel teorien om den verdensfjerne filmvidenskab.

På mit eget felt er der skam ellers et og andet at klage over i så henseende! Den forbitrede tone i von Triers filmiske selvbiografi – ”Hvad har I gjort at I kan bedømme noget som helst?!” – rammer også filmvidenskabelige narcissister på frihjul. En farce om film- og medievidenskabens aktører ville kunne byde på et festligt persongalleri, hvis man overdrev det negative: en verden af filatelister og referenter, overfortolkere og såkaldte Mickey Mouse-forskere (”empirien tyder på at kønsrollemønsteret i norske medier på femtitallet var tradisjonelt”). Men sådan er det jo over hele linjen! For enhver lærer, fra Lærerhøgskolen og Statsvidenskap til Rejseliv og Kunstakademiet, presser Erik Nietzsches spørgsmål sig på: Hvad er det hele værd? Hvori ligger værdien af din forskning? Af dit håndværk, af din kunst? Har du grebet chancen til at lære nogen noget, inklusive dig selv?

Lad mig derfor se bort fra den almenmenneskelige middelmådighed og den enten over- eller underdrevne fantasi i egne rækker (for eksempel i mit eget hovede) og angive et mere principielt svar på Erik Nietzsches spørgsmål. Jeg synes den faglige værdi ligger i praksis. Er din artikel i praksis fornyende og tankevækkende på sit felt? Er din film i praksis et tidsspilde for din tilskuer og dig? Holder du som underviser, altså i praksis? Holder du som student?

For at kunne svare ja på disse spørgsmål må man efter min mening lære sig at være en teoretiker i praksis og en praktiker i teorien. I al undervisning indgår et meta-element: hvis jeg skal lære nogen noget i praksis, må vi blandt andet sammen stille os på afstand af objektet, vurdere det fortløbende, sætte ord på det og diskutere det. I så måde er jeg enig med Filmskolens Fredrik Graver, som i en kommentar af 26.05. formulerede det sådan: ”Å snakke om et skille mellom ”teoretiker” og ”praktiker” er meningsløst. Det blir mer korrekt å skille mellom akademiker og kunstner. Begge skal ha både teori og praksis, men tilnærmningen er på mange måter forskjellig; grovt sagt kan man si at akademikeren skal forstå mens kunstneren skal skape”.

Enigheden er kort og godt betydelig: Der er stor forskel på filmskole og filmvidenskab. Det skal der være. Af samme grund er en vis distance fint. Til gengæld er det efter mit syn netop afstanden mellem fagtraditionerne, som også er det bedste argument for den typisk sporadiske, målrettede og personligt forankrede kontakt mellem parterne. Det er heri chancen for anderledeshed opstår.

Inden alt for mange råber ”svada” efter mig, tillader jeg mig endnu engang at gribe i eget bryst. Gennem årene har jeg haft den glæde at gæsteundervise på både fjernsynsuddannelsen og Filmskolen i emner som filmhistorie og dokumentarfilmens historie og teori (vi vitere har været dårligere til at invitere den anden vej!). Denne erfaring giver mig derfor anledning til at svare på Thomas Fossgårds spørgsmål: ”Hva skal filmvitere gi filmskoleelever?” (kommentar af 17.05.). Mit korte svar består af tre led:

1. Filmvitere skal fortælle historie. At kortlægge store afstande i tid er en filmvidenskabelig kerneværdi. Vi minder unge mennesker om at deres filminteresse indskriver sig i en stor fortælling, som består af årsag og virkning. Filmvitere minder studenter om, at filmhistorien baserer sig på seje traditioner, som det kræver støt undervisning at afdække: traditioner at forholde og afgrænse sig til, men også at hvile i. Frem for alt at se på.

2. Filmvitere skal minde filmskoleelever om, at de er deltagere i en film- og mediekultur. Dette er modgiften til den gensidige narcissisme. For at parafrasere Fredrik Graver: filmskoleelever minder filmviteren om, at medier skabes. For at parafrasere medieviterkollega Roel Puijk: medievitere minder film- og fjernsynsskoleelever om, at deres produkter indgår i et kredsløb af uromantisk-promiskuøse, kommercielt-teknologiske kræfter, som man ikke uden videre forstår i kraft af sin egen personlige kunstnerværktøjskasse.

3. Filmvitere skal (om)kontekstualisere. I sig selv repræsenter filmviteren en (om)kontekstualisering i filmskoleland: den fremmede fugl i kunstnerburet: en tilskuer. I tillæg har filmviteren en chance for på et faglig grundlag at modsige klichéer, andres såvel som egne. Hvilke klicheer? For eksempel klicheen om, at Lars von Trier uden videre er vigtigere end Himmelblå, fordi han bander i kirken. For eksempel klicheen om, at ”den gode historie” og ”den samfundsmæssigt og psykologisk vedkommende historie” er det, som er voksent og rigtigt. For eksempel klicheen om, at skaberen af kunstværket er vigtigere end forbrugeren af det.


Åbenheden for det anderledes er en positiv, gensidig mulighed, når den udnyttes rigtigt – også i filmskole/filmvidenskabs-sammenhæng. Gennem den fælles glæde – mediet, som vi hver for sig elsker at skabe som kunstnere og genskabe som tilskuere – har begge parter anledning til at modsige det virkelighedsfjerne, som truer enhver form for uddannelse: teorierne, som lever deres eget liv. Hver for sig. I og på tværs af afdelinger.

 

Les hele debatten om DNFF(det følger en lang rekke debattinnlegg under flere av artiklene):

– Derfor er sammenslåingen riktig

Trenger filmskolen filmvitenskap?

Film- og Fjernsynsskolen uten Film og Fjernsynsvitenskap

Film- og Fjernsynsvitenskap blir ikke ekskludert

Teori og praksis

 

1 kommentar til Hva filmvitere skal gi

  1. For felleskapet – bra artikkel! Forøvrig må vel Lars Von Trier være et godt eksempel på en akademisk anlagt filmkunstner.

Svar til Alan Smithee Avbryt

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.

Hva filmvitere skal gi

"Det er nu på tide at tale om Lars von Trier". Førsteamenuensis i Film og Fjernsynsvitenskap Søren Birkvad kaster seg med dette inn i filmskoledebatten.

Det er nu på tide at tale om Lars von Trier! En norsk filmdebat med kunstnerisk taghøjde havner uvægerligt i Trierland, så her synes jeg også man kunne gøre holdt i debatten om filmvitenskap versus filmskole. Rushprint har flere gange illustreret debatten med billeder fra Jacob Thuesens film De unge år, baseret på Triers selvbiografiske manuskript om sine egne år på Den Danske Filmskole i slutningen af 1970’erne. Det har man gjort ret i: Ikke fordi filmen minder om forholdene på dagens norske filmskole, men fordi filmen minder om en almen uddannelsesproblematik. Hør bare på hvilken måde von Triers alter ego, Erik Nietzsche, opsummerer sin filmskoleuddannelse gennem denne opsang til sine lærere i slutningen af filmen:

Hvad fanden har I lavet?! Hvad er det I har gjort?! Hvad har I bidraget med, som er så fantastisk?! Hvad har I gjort at I kan bedømme noget som helst?! I har jo ikke selv lavet en skid!

Indtil da er vi i filmen blevet præsenteret for en filmskolerugekasse af narcissister på frihjul, både blandt lærere og elever. I elev-enden af skalaen laver man uforståelige kunstfilm for hinanden (”Do you live here, or are you married to that door?”) og i lærer-enden har man i praksis kastet al filmpraktik over bord til fordel for manisk filmanalyse af egne værker (”Klip til hus! Udrykning! Ildebrand!”), dogmatiske dramaturgi-modeller (”Der er nogle regler, der skal overholdes!”) eller manuslærerens ”lineær/cirkulære” teoretisering over tilværelsens trivialiteter (”Woman enters the hotel room in Berlin. Hun får en orgasme. Nej, hun får to. End of story”).

Man vil forstå, at jeg ikke – som såkaldt viter – åbner for en filmvidenskabelig jihad gennem disse referencer til det værste ved filmskolekulturen. Det har jeg ikke lyst og grund til – heller ikke jeg. I den aktuelle debat indtager jeg – mellem de mest samarbejdsivrige blandt mine egne studenter og filmskolens mest bortvendte – et midterstandpunkt. Hvad jeg derimod vender mig imod med De unge år som eksempel er teori. Dvs. teori for teoriens egen skyld. Af enhver slags. For eksempel teorien om den verdensfjerne filmvidenskab.

På mit eget felt er der skam ellers et og andet at klage over i så henseende! Den forbitrede tone i von Triers filmiske selvbiografi – ”Hvad har I gjort at I kan bedømme noget som helst?!” – rammer også filmvidenskabelige narcissister på frihjul. En farce om film- og medievidenskabens aktører ville kunne byde på et festligt persongalleri, hvis man overdrev det negative: en verden af filatelister og referenter, overfortolkere og såkaldte Mickey Mouse-forskere (”empirien tyder på at kønsrollemønsteret i norske medier på femtitallet var tradisjonelt”). Men sådan er det jo over hele linjen! For enhver lærer, fra Lærerhøgskolen og Statsvidenskap til Rejseliv og Kunstakademiet, presser Erik Nietzsches spørgsmål sig på: Hvad er det hele værd? Hvori ligger værdien af din forskning? Af dit håndværk, af din kunst? Har du grebet chancen til at lære nogen noget, inklusive dig selv?

Lad mig derfor se bort fra den almenmenneskelige middelmådighed og den enten over- eller underdrevne fantasi i egne rækker (for eksempel i mit eget hovede) og angive et mere principielt svar på Erik Nietzsches spørgsmål. Jeg synes den faglige værdi ligger i praksis. Er din artikel i praksis fornyende og tankevækkende på sit felt? Er din film i praksis et tidsspilde for din tilskuer og dig? Holder du som underviser, altså i praksis? Holder du som student?

For at kunne svare ja på disse spørgsmål må man efter min mening lære sig at være en teoretiker i praksis og en praktiker i teorien. I al undervisning indgår et meta-element: hvis jeg skal lære nogen noget i praksis, må vi blandt andet sammen stille os på afstand af objektet, vurdere det fortløbende, sætte ord på det og diskutere det. I så måde er jeg enig med Filmskolens Fredrik Graver, som i en kommentar af 26.05. formulerede det sådan: ”Å snakke om et skille mellom ”teoretiker” og ”praktiker” er meningsløst. Det blir mer korrekt å skille mellom akademiker og kunstner. Begge skal ha både teori og praksis, men tilnærmningen er på mange måter forskjellig; grovt sagt kan man si at akademikeren skal forstå mens kunstneren skal skape”.

Enigheden er kort og godt betydelig: Der er stor forskel på filmskole og filmvidenskab. Det skal der være. Af samme grund er en vis distance fint. Til gengæld er det efter mit syn netop afstanden mellem fagtraditionerne, som også er det bedste argument for den typisk sporadiske, målrettede og personligt forankrede kontakt mellem parterne. Det er heri chancen for anderledeshed opstår.

Inden alt for mange råber ”svada” efter mig, tillader jeg mig endnu engang at gribe i eget bryst. Gennem årene har jeg haft den glæde at gæsteundervise på både fjernsynsuddannelsen og Filmskolen i emner som filmhistorie og dokumentarfilmens historie og teori (vi vitere har været dårligere til at invitere den anden vej!). Denne erfaring giver mig derfor anledning til at svare på Thomas Fossgårds spørgsmål: ”Hva skal filmvitere gi filmskoleelever?” (kommentar af 17.05.). Mit korte svar består af tre led:

1. Filmvitere skal fortælle historie. At kortlægge store afstande i tid er en filmvidenskabelig kerneværdi. Vi minder unge mennesker om at deres filminteresse indskriver sig i en stor fortælling, som består af årsag og virkning. Filmvitere minder studenter om, at filmhistorien baserer sig på seje traditioner, som det kræver støt undervisning at afdække: traditioner at forholde og afgrænse sig til, men også at hvile i. Frem for alt at se på.

2. Filmvitere skal minde filmskoleelever om, at de er deltagere i en film- og mediekultur. Dette er modgiften til den gensidige narcissisme. For at parafrasere Fredrik Graver: filmskoleelever minder filmviteren om, at medier skabes. For at parafrasere medieviterkollega Roel Puijk: medievitere minder film- og fjernsynsskoleelever om, at deres produkter indgår i et kredsløb af uromantisk-promiskuøse, kommercielt-teknologiske kræfter, som man ikke uden videre forstår i kraft af sin egen personlige kunstnerværktøjskasse.

3. Filmvitere skal (om)kontekstualisere. I sig selv repræsenter filmviteren en (om)kontekstualisering i filmskoleland: den fremmede fugl i kunstnerburet: en tilskuer. I tillæg har filmviteren en chance for på et faglig grundlag at modsige klichéer, andres såvel som egne. Hvilke klicheer? For eksempel klicheen om, at Lars von Trier uden videre er vigtigere end Himmelblå, fordi han bander i kirken. For eksempel klicheen om, at ”den gode historie” og ”den samfundsmæssigt og psykologisk vedkommende historie” er det, som er voksent og rigtigt. For eksempel klicheen om, at skaberen af kunstværket er vigtigere end forbrugeren af det.


Åbenheden for det anderledes er en positiv, gensidig mulighed, når den udnyttes rigtigt – også i filmskole/filmvidenskabs-sammenhæng. Gennem den fælles glæde – mediet, som vi hver for sig elsker at skabe som kunstnere og genskabe som tilskuere – har begge parter anledning til at modsige det virkelighedsfjerne, som truer enhver form for uddannelse: teorierne, som lever deres eget liv. Hver for sig. I og på tværs af afdelinger.

 

Les hele debatten om DNFF(det følger en lang rekke debattinnlegg under flere av artiklene):

– Derfor er sammenslåingen riktig

Trenger filmskolen filmvitenskap?

Film- og Fjernsynsskolen uten Film og Fjernsynsvitenskap

Film- og Fjernsynsvitenskap blir ikke ekskludert

Teori og praksis

 

One Response to Hva filmvitere skal gi

  1. For felleskapet – bra artikkel! Forøvrig må vel Lars Von Trier være et godt eksempel på en akademisk anlagt filmkunstner.

Leave a Reply to Alan Smithee Cancel reply

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.

MENY