Filmskolen ER retten til å begå feil

Den Norske Filmskolen gir ikke bare studentene rom for å begå feil, Filmskolen er selve retten til å begå feil, skriver Thomas Stenderup i dette innlegget i Filmskoledebatten.

Da Kull 7 startede på Filmskolen d. 10. august 2009 kl 10.00 sagde jeg velkommen. Og straks efter skrev jeg med store bogstaver på tavlen: FILMSKOLEN ER RETTEN TIL AT BEGÅ FEJL. Dernæst skrev jeg: FILMSKOLEN ER JERES SKOLE. Jeg skal prøve at uddybe nedenfor hvorfor jeg skrev dette – og hvad det betyder i praksis.

 

Sommeren igennem har Rushprint bragt en række indlæg om Den norske filmskolen (Dnf). Jeg synes det er meget positivt, at skolen påkalder sig interesse – ikke bare indenfor filmens verden, også fra TV- og teaterverdenen. Vi har brug for at diskutere vore kunstuddannelser; de bør hele tiden være i bevægelse for at udvikle sig. En del indlæg beskæftiger sig med pædagogikken – eller de læringsformer – som praktiseres på Dnf. Imidlertid læser jeg en del beskrivelser / opfattelser af netop læringsformer på Dnf, som jeg har svært ved at forholde mig til, fordi de tydeligvis refererer til skolen, som den (måske?) var før jeg blev ansat. Det første kull, som har mødt penneprøvepædagogik og triangelsamarbejde i den ’nye’ form er kull7.

 

Jeg er selv uddannet på Den Danske Filmskole – og dét jeg har bragt med mig til Lillehammer er inspireret af denne skole, som den har fungeret fra midt i 80erne frem til nu. De centrale læringsformer ved den danske skole er erfaringsbaseret – man prøvede sig frem i 70erne og 80erne indtil man fandt noget, der virkede. De vigtigste elementer har fået navne som ’penneprøve-pædagogik’, ’triangelsamarbejde’ og ’den naturlige historie’.

 

Den væsentligste pædagogiske erfaring fra Den Danske Filmskole er, at det er begrænsninger som frisætter kreativitet og fantasi. Jeg vil vove den påstand, at den store og lange bølge i dansk film, som startede i 90erne (og som måske er noget lav for tiden), er båret af filmfolk, som er vokset op med denne læringsform. Og som har videreført læringsformen som en arbejdsmetode i det professionelle liv.

 

På et tidspunkt i slut80erne begyndte man at kalde små og mellemstore produktionsøvelser for ’penneprøver’. Ordet stammer fra, at øvelsen skulle være en skitse – man afprøver en ny kuglepen eller fyldepen. Penneprøver er øvelser eller opgaver, som tager afsæt i en række begrænsninger (længde på film, tema, brug af dialog, brug af studie etc). Ideen er at udfordre studenternes kreativitet og fantasi samtidig med, at håndværket læres. Erfaringen er nemlig, at der ingen modsætning er mellem at udvikle den enkeltes ’kunstnerisk egenart’ (den personlige stemme) og lære håndværket.

 

En del penneprøver bruges også på at lære sig betydningen af ’den naturlige historie’ som f.eks. ’ankomst’, ’mødet’ og ’afsked’. Ideen er her, at tage afsæt i den rituelle og genkendelige handling. Historien opstår for alvor når en eller flere personer gør noget andet end det vi forventer.

Penneprøverne er samtidig velegnet til at lære nogle metoder til samarbejde, som i høj grad er importeret fra det virkelige liv. Vi opererer på Dnf med tre triangler: 1. Regi, manus og produktion (manus- og projektudvikling). 2. Regi, foto og produksjonsdesign (det visuelle koncept). 3. Regi, klip og lyd (montagen). Triangelmodellen understreger regissørens centrale rolle som kunstnerisk leder af fællesproduktionerne. En af myterne omkring læringsformer på filmskoler er myten om samarbejdstyranni. At triangelsamarbejde blokerer for udvikling af den kunstneriske egenart hos regissørerne. Jeg vil ikke afvise, at der indimellem er samarbejdsproblemer blandt studenterne på Dnf – det er naturligt på en skole hvor man er nødt til at samarbejde for at skabe noget som helst. Triangelmodellen er et forsøg på at give studenterne et redskab, så samarbejdet bliver nemmere og mere givende – ikke at demokratisere filmskabelsen.

 

Penneprøvernes progression består i, at begrænsningerne bliver færre, hvorved øvelserne bliver sværere. Studenterne opfordres hele tiden til at afprøve ideer og metoder – øvelserne vises ikke udenfor skolen – Filmskolen er retten til at begå fejl. Når vi laver sjangerfilm som øvelse, så er det altså ikke fordi vi synes det er vigtigt at vide hvordan man tilfredsstiller sjangerkrav. Det er først og fremmest endnu en udfordring af den enkeltes kreativitet og fantasi. Dernæst en øvelse som har til formål at højne den enkeltes visuelle bevidsthed.

 

Der er ingen tvivl om, at denne læringsform er krævende for studenterne. Eller sagt på en anden måde: Der er ingen tvivl om, at denne læringsform forudsætter et dygtigt og heldigt optag af studenter, som faktisk har talent – og noget på hjerte. Studenter som har ideer og vilje og evner til at udtrykke sig visuelt. For disse studenter kan skolen levere et rum, som talentet kan udvikles indenfor. Om det sker og hvornår det sker er helt individuelt. Men det beror også på i hvor høj grad studenterne finder ud af at bruge hinanden og gør skolen til deres egen. Erfaringsmæssigt opstår mere end 50% af læringen studenterne imellem (og ikke fra lærer til student) når de har gået på skolen i 11/2 år. Derfor er vores oplæg noget ’løsere’ de sidste 11/2 år med friere og mere fordybende øvelser.

 

Filmskolen har på de enkelte linjer en række andre læringsformer som et helt afgørende moment i den enkeltes uddannelse og personlige udvikling: Workshops, seminarer, kurser etc. Hensigten er at sikre, at den enkelte udvikler sig som (med)fortæller og – naturligvis – tilegner sig det nødvendige håndværk. Jo vi er også optaget af, at den enkelte kan få et job efter uddannelsen. Men vi er først og fremmest optaget af, at udvikle filmfortællere, som kender mediets virkemidler og som kan bruge dem på deres egen måde.

 

Min oplevelse er, at uddannelsen på Dnf for de fleste er for kort til at modne både store og mindre talenter. Sluttfilmen – som er studenternes eget valg – bliver ofte en ’sikker satsning’, fordi studenterne ikke har tilstrækkelig erfaring til at eksperimentere med den film, som de oplever skal være adgangsbillet til branchen.

Der er mange forskellige læringsmetoder på alverdens filmskoler. Jeg synes det er påfaldende, at de nye generationer i dansk film har fået så stor international gennemslagskraft ved at gøre læringsformen fra filmskolen til en arbejdsmetode i det professionelle liv. Bedst kendte eksempel er vel Dogme-filmene, som netop er skabt ud fra en række begrænsninger. I tillæg blev ’Dogme’ et brand, som bidrog til markedsføringen af filmene. Dogme-filmene er et eksempel – der er mange andre og nyere eksempler i dansk og international film på, at begrænsninger frisætter kreativitet.

Måske er dette ikke overraskende i det hele taget. Måske har vi bare overtaget en metode, som i en eller anden form er blevet anvendt af andre kunstarter i årtier.

Læringsformerne på Dnf er altså ikke revolutionerende nye. Vi forsøger at trække på erfaringer fra andre film- og kunstskoler i verden. Og vi forsøger at gennemføre de valgte læringsformer konsekvent. Jeg vil slet ikke afvise, at der går filmtalenter rundt, som har brug for noget helt andet end Dnf kan tilbyde for at udvikle sig. Det er en naturlig konsekvens af en konsekvent pædagogik.

 

Opbygning og sammensætning af lærerkollegiet på Dnf har været en udfordring. Stort set hele kollegiet er skiftet ud i løbet af 1 1/2 år. Vi har prioriteret at finde dygtige og aktive professionelle filmfolk, som har lyst til at bruge en del af deres tid på skolen. Resultatet er, at foreløbig tre linjer har delte hovedlærerstillinger, som på den ene side bringer stor og forskelligartet kompetence og aktuelle erfaringer til skolen, på den anden side er en udfordring for kontinuiteten på skolen. Indtil videre er vi tilfredse med modellen, selvom den ikke er uden problemer.

 

Skolen har derimod andre både tydeligere og større problemer, som jeg tidligere har gjort opmærksom på. Skolen er lille og ikke særlig robust. Skolen er ikke gearet til at møde den udvikling vi er midt i: Digitaliseringen har på afgørende måde ændret produktion, distribution og exhibition af film. De nye digitale medier flyder sammen med de gamle. Udviklingen er en kæmpe-udfordring for film- og TV-branchen. Og for filmskolen. Vi vil gerne uddanne de ypperste fortællere – også til de nye medier. Og vi vil gerne sikre branchen et genuint og heldækkende EVU-program. Selvom vi har fået ansvaret for at gøre dette, har vi ikke fået ressourcerne. Jeg tror film som den ældste audiovisuelle kunstart må spille en væsentlig rolle for at sikre kunstnerisk kvalitet i fremtidens audiovisuelle værker, hvad enten de opleves som film i kino, TV, computerspil eller andre digitale medier. En god start i Norge ville være at anerkende film på linje med andre kunstarter og give filmskolen status af kunsthøjskole, så vi reelt får en chance for at udvikle en opdateret audiovisuel skole som kan levere fremtidens personlige stemmer.

 

Thomas Stenderup
Dekan, Den norske filmskolen.

 

Les mer om filmskoledebatten:

 

Filmskolens vilje til å feile

-Filmskolen må være premissleverandør

Kunsten å bli verdens beste filmskole

– Nei til felles film- og tv-skole

Utvid Filmskolens fokus

Filmskolene og kunsten

– Vi trenger en ny filmskole

– Et svekket regifag

– Filmskolen er ikke tragisk

Den farlige middelmådigheten

 

Legg igjen en kommentar

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.

Filmskolen ER retten til å begå feil

Den Norske Filmskolen gir ikke bare studentene rom for å begå feil, Filmskolen er selve retten til å begå feil, skriver Thomas Stenderup i dette innlegget i Filmskoledebatten.

Da Kull 7 startede på Filmskolen d. 10. august 2009 kl 10.00 sagde jeg velkommen. Og straks efter skrev jeg med store bogstaver på tavlen: FILMSKOLEN ER RETTEN TIL AT BEGÅ FEJL. Dernæst skrev jeg: FILMSKOLEN ER JERES SKOLE. Jeg skal prøve at uddybe nedenfor hvorfor jeg skrev dette – og hvad det betyder i praksis.

 

Sommeren igennem har Rushprint bragt en række indlæg om Den norske filmskolen (Dnf). Jeg synes det er meget positivt, at skolen påkalder sig interesse – ikke bare indenfor filmens verden, også fra TV- og teaterverdenen. Vi har brug for at diskutere vore kunstuddannelser; de bør hele tiden være i bevægelse for at udvikle sig. En del indlæg beskæftiger sig med pædagogikken – eller de læringsformer – som praktiseres på Dnf. Imidlertid læser jeg en del beskrivelser / opfattelser af netop læringsformer på Dnf, som jeg har svært ved at forholde mig til, fordi de tydeligvis refererer til skolen, som den (måske?) var før jeg blev ansat. Det første kull, som har mødt penneprøvepædagogik og triangelsamarbejde i den ’nye’ form er kull7.

 

Jeg er selv uddannet på Den Danske Filmskole – og dét jeg har bragt med mig til Lillehammer er inspireret af denne skole, som den har fungeret fra midt i 80erne frem til nu. De centrale læringsformer ved den danske skole er erfaringsbaseret – man prøvede sig frem i 70erne og 80erne indtil man fandt noget, der virkede. De vigtigste elementer har fået navne som ’penneprøve-pædagogik’, ’triangelsamarbejde’ og ’den naturlige historie’.

 

Den væsentligste pædagogiske erfaring fra Den Danske Filmskole er, at det er begrænsninger som frisætter kreativitet og fantasi. Jeg vil vove den påstand, at den store og lange bølge i dansk film, som startede i 90erne (og som måske er noget lav for tiden), er båret af filmfolk, som er vokset op med denne læringsform. Og som har videreført læringsformen som en arbejdsmetode i det professionelle liv.

 

På et tidspunkt i slut80erne begyndte man at kalde små og mellemstore produktionsøvelser for ’penneprøver’. Ordet stammer fra, at øvelsen skulle være en skitse – man afprøver en ny kuglepen eller fyldepen. Penneprøver er øvelser eller opgaver, som tager afsæt i en række begrænsninger (længde på film, tema, brug af dialog, brug af studie etc). Ideen er at udfordre studenternes kreativitet og fantasi samtidig med, at håndværket læres. Erfaringen er nemlig, at der ingen modsætning er mellem at udvikle den enkeltes ’kunstnerisk egenart’ (den personlige stemme) og lære håndværket.

 

En del penneprøver bruges også på at lære sig betydningen af ’den naturlige historie’ som f.eks. ’ankomst’, ’mødet’ og ’afsked’. Ideen er her, at tage afsæt i den rituelle og genkendelige handling. Historien opstår for alvor når en eller flere personer gør noget andet end det vi forventer.

Penneprøverne er samtidig velegnet til at lære nogle metoder til samarbejde, som i høj grad er importeret fra det virkelige liv. Vi opererer på Dnf med tre triangler: 1. Regi, manus og produktion (manus- og projektudvikling). 2. Regi, foto og produksjonsdesign (det visuelle koncept). 3. Regi, klip og lyd (montagen). Triangelmodellen understreger regissørens centrale rolle som kunstnerisk leder af fællesproduktionerne. En af myterne omkring læringsformer på filmskoler er myten om samarbejdstyranni. At triangelsamarbejde blokerer for udvikling af den kunstneriske egenart hos regissørerne. Jeg vil ikke afvise, at der indimellem er samarbejdsproblemer blandt studenterne på Dnf – det er naturligt på en skole hvor man er nødt til at samarbejde for at skabe noget som helst. Triangelmodellen er et forsøg på at give studenterne et redskab, så samarbejdet bliver nemmere og mere givende – ikke at demokratisere filmskabelsen.

 

Penneprøvernes progression består i, at begrænsningerne bliver færre, hvorved øvelserne bliver sværere. Studenterne opfordres hele tiden til at afprøve ideer og metoder – øvelserne vises ikke udenfor skolen – Filmskolen er retten til at begå fejl. Når vi laver sjangerfilm som øvelse, så er det altså ikke fordi vi synes det er vigtigt at vide hvordan man tilfredsstiller sjangerkrav. Det er først og fremmest endnu en udfordring af den enkeltes kreativitet og fantasi. Dernæst en øvelse som har til formål at højne den enkeltes visuelle bevidsthed.

 

Der er ingen tvivl om, at denne læringsform er krævende for studenterne. Eller sagt på en anden måde: Der er ingen tvivl om, at denne læringsform forudsætter et dygtigt og heldigt optag af studenter, som faktisk har talent – og noget på hjerte. Studenter som har ideer og vilje og evner til at udtrykke sig visuelt. For disse studenter kan skolen levere et rum, som talentet kan udvikles indenfor. Om det sker og hvornår det sker er helt individuelt. Men det beror også på i hvor høj grad studenterne finder ud af at bruge hinanden og gør skolen til deres egen. Erfaringsmæssigt opstår mere end 50% af læringen studenterne imellem (og ikke fra lærer til student) når de har gået på skolen i 11/2 år. Derfor er vores oplæg noget ’løsere’ de sidste 11/2 år med friere og mere fordybende øvelser.

 

Filmskolen har på de enkelte linjer en række andre læringsformer som et helt afgørende moment i den enkeltes uddannelse og personlige udvikling: Workshops, seminarer, kurser etc. Hensigten er at sikre, at den enkelte udvikler sig som (med)fortæller og – naturligvis – tilegner sig det nødvendige håndværk. Jo vi er også optaget af, at den enkelte kan få et job efter uddannelsen. Men vi er først og fremmest optaget af, at udvikle filmfortællere, som kender mediets virkemidler og som kan bruge dem på deres egen måde.

 

Min oplevelse er, at uddannelsen på Dnf for de fleste er for kort til at modne både store og mindre talenter. Sluttfilmen – som er studenternes eget valg – bliver ofte en ’sikker satsning’, fordi studenterne ikke har tilstrækkelig erfaring til at eksperimentere med den film, som de oplever skal være adgangsbillet til branchen.

Der er mange forskellige læringsmetoder på alverdens filmskoler. Jeg synes det er påfaldende, at de nye generationer i dansk film har fået så stor international gennemslagskraft ved at gøre læringsformen fra filmskolen til en arbejdsmetode i det professionelle liv. Bedst kendte eksempel er vel Dogme-filmene, som netop er skabt ud fra en række begrænsninger. I tillæg blev ’Dogme’ et brand, som bidrog til markedsføringen af filmene. Dogme-filmene er et eksempel – der er mange andre og nyere eksempler i dansk og international film på, at begrænsninger frisætter kreativitet.

Måske er dette ikke overraskende i det hele taget. Måske har vi bare overtaget en metode, som i en eller anden form er blevet anvendt af andre kunstarter i årtier.

Læringsformerne på Dnf er altså ikke revolutionerende nye. Vi forsøger at trække på erfaringer fra andre film- og kunstskoler i verden. Og vi forsøger at gennemføre de valgte læringsformer konsekvent. Jeg vil slet ikke afvise, at der går filmtalenter rundt, som har brug for noget helt andet end Dnf kan tilbyde for at udvikle sig. Det er en naturlig konsekvens af en konsekvent pædagogik.

 

Opbygning og sammensætning af lærerkollegiet på Dnf har været en udfordring. Stort set hele kollegiet er skiftet ud i løbet af 1 1/2 år. Vi har prioriteret at finde dygtige og aktive professionelle filmfolk, som har lyst til at bruge en del af deres tid på skolen. Resultatet er, at foreløbig tre linjer har delte hovedlærerstillinger, som på den ene side bringer stor og forskelligartet kompetence og aktuelle erfaringer til skolen, på den anden side er en udfordring for kontinuiteten på skolen. Indtil videre er vi tilfredse med modellen, selvom den ikke er uden problemer.

 

Skolen har derimod andre både tydeligere og større problemer, som jeg tidligere har gjort opmærksom på. Skolen er lille og ikke særlig robust. Skolen er ikke gearet til at møde den udvikling vi er midt i: Digitaliseringen har på afgørende måde ændret produktion, distribution og exhibition af film. De nye digitale medier flyder sammen med de gamle. Udviklingen er en kæmpe-udfordring for film- og TV-branchen. Og for filmskolen. Vi vil gerne uddanne de ypperste fortællere – også til de nye medier. Og vi vil gerne sikre branchen et genuint og heldækkende EVU-program. Selvom vi har fået ansvaret for at gøre dette, har vi ikke fået ressourcerne. Jeg tror film som den ældste audiovisuelle kunstart må spille en væsentlig rolle for at sikre kunstnerisk kvalitet i fremtidens audiovisuelle værker, hvad enten de opleves som film i kino, TV, computerspil eller andre digitale medier. En god start i Norge ville være at anerkende film på linje med andre kunstarter og give filmskolen status af kunsthøjskole, så vi reelt får en chance for at udvikle en opdateret audiovisuel skole som kan levere fremtidens personlige stemmer.

 

Thomas Stenderup
Dekan, Den norske filmskolen.

 

Les mer om filmskoledebatten:

 

Filmskolens vilje til å feile

-Filmskolen må være premissleverandør

Kunsten å bli verdens beste filmskole

– Nei til felles film- og tv-skole

Utvid Filmskolens fokus

Filmskolene og kunsten

– Vi trenger en ny filmskole

– Et svekket regifag

– Filmskolen er ikke tragisk

Den farlige middelmådigheten

 

Legg igjen en kommentar

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.

MENY