Historien om et nederlag

Historien om et nederlag

– Hvordan det kunne gå så galt med et projekt, der blev ført frem af så mange gode viljer, spør manusforfatter Jørgen Ljungdalh som skrev en av de første manusversjonene til tv-serien «Erobreren». Her er hans historie.

Så ramte ”Erobreren” endelig skærmen, og det på en måde, så en hjernerystelse ikke rækker, hvis man skal beskrive konsekvensen af det sammenstød. Et kraniebrud kommer nok nærmere, og man må spørge, hvordan det kunne gå så galt med et projekt, der blev ført frem af så mange gode viljer og understøttet af så mægtige økonomiske kræfter.

Forsinkelser og udskiftninger

Jeg var i en årrække centralt placeret i det projekt. Det startede i 2002, da jeg blev kontaktet af chefen for NRKs fiktionsafdeling, der spurgte, om jeg ville se på Jan Kjærstads trilogi med henblik på en tv-serie. Jeg fik frie hænder og kom med et foreløbigt oplæg, som straks blev godtaget.

På grund af andet arbejde og videre funderinger over, hvordan det overhovedet ville være muligt at dramatisere denne på alle måder litterære roman, kom jeg først for alvor i gang i 2005. Da havde jeg også fundet det dramatiske greb, det eneste mulige, så vidt jeg kunne se, og jeg skrev nu, som var det en ren lyst.

Under vejs blev arbejdet nogle gange forsinket af udskiftninger i fiktionsafdelingen. Dramaturgiatet fik ny chefdramaturg og siden forsvandt også den instruktør/producent, som var med til at sætte projektet på skinner. De nye folk, der kom til, skulle starte forfra, og det tog sin tid; men efter de var kommet igennem bunken af projekter, lå ”min serie” stadig øverst i prioritetsbunken, så jeg kunne fortsætte.

 Mens jeg skrev, gjorde jeg flere gange opmærksom på, at der burde ansættes en instruktør til projektet. Min erfaring som filmkonsulent fortalte mig, at det kunne gå rivende galt, hvis forfatter og instruktør ikke mødtes i tide. Jeg fik at vide, at der blev arbejdet på sagen, men endnu uden resultat.  

Flere regissørrunder

Jeg blev færdig med manuskripterne. På NRK udtrykte man glæde, ja, direkte begejstring. Så langt var det lykkedes, og manuskriptet i 8 dele blev endelig godtaget. Der forelå nu planer om at producere serien, så den kunne blive vist i NRKs 50-års jubilæums år 2010. Der var, så vidt jeg havde forstået, i denne sammenhæng også fundet ekstra midler til at kunne forløse serien på bedste vis. Tilbage stod så lige spørgsmålet om instruktion.

Jeg havde til dette tidspunkt oplevet NRK som et sted, hvor der herskede stor åbenhed, og hvor der var højt til loftet; men efter manuskripterne var afleveret, var det som om afdelingen lukkede sig om sig selv. Produktionen var åbenbart ikke noget, forfatteren skulle blande sig i. Det undrede mig, der altid – med den følsomhed, der nu hørte sig til – havde fulgt produktionerne til dørs. For pokker!

Man havde sat et barn i verden, skulle man så ikke også interessere sig for dets udvikling?!

Der gik nu to år, hvor jeg mødtes med tre instruktører, der alle ville fortælle en anden version af historien end den, der lå i mit manuskript. På NRK var der truffet en beslutning om, at det skulle være mit manuskript, der skulle produceres; men en instruktør, som man på NRK var særlig interesseret i at få til at tage opgaven, ønskede at fortælle en helt anden historie. Han ville henlægge handlingen til Venedig, have tv-manden ud af historien og erstatte ham med en tredje. Jeg fik tilbudt jobbet med at skrive dette nye manuskript sammen med instruktøren og hans håndgangne forfatter, men det afslog jeg. Mit manuskript indgik derpå ikke længere i NRKs planer, men kort tid efter forlod instruktøren og den ny forfatter projektet, og mit manuskript blev igen lagt på bordet. Instruktøren havde da brugt over et år til at finde ud af, at han ikke kunne påtage sig opgaven, så tiden var knap, hvis premiereåret 2010 skulle nås.

Brevet til NRK Drama

På dette tidspunkt tilbød jeg derfor at finde en dansk instruktør inden for to måneder. Jeg var som gammel filmkonsulent rimelig godt kendt med den danske instruktørstand, og jeg kunne uden problemer nævne en håndfuld navne, som jeg med sikkerhed vidste ville kunne løfte opgaven. Hvor der tidligere i forløbet havde været diskuteret flere muligheder for også udenlandske instruktører, stod det nu ikke længere til diskussion. Instruktøren skulle være norsk. 

Da jeg et halvt år (?) senere blev præsenteret for den tredje norske instruktør og hendes medforfatter, var premiereåret 2010 forpasset og budgettet reduceret. Opgaven lød nu på, at serien skulle reduceres fra 8 til 6 afsnit. På det tidspunkt forlod jeg projektet.

I foråret 2010 fik jeg tilsendt de 6 ny manuskripter, som jeg læste og kommenterede i et brev stilet til chefen, produceren, forfatteren og instruktøren – med kopi til Jan Kjærstad og chefdramaturgen, der på det tidspunkt ikke længere arbejder på NRK, samt til min dramaturgiske coach.

Jeg har her valgt at bringe brevet i sin fulde ordlyd:

Frederiksberg den 5. juni 2010

Kære Hans, Bitte, Anne Regine og Eva.

(Jeg har ikke Anne Regines og Evas E-mail-adresser, men kan jeg bede en af jer sende brevet videre til dem)

Før jeg begynder på endnu ”et hyggeligt brev” fra Danmark – solen skinner, balkondørene her fra arbejdsværelset på 5. er slået op mod de dampende københavnske tage, vi har fået sommer! – så lad mig her i starten slå fast, at jeg selvfølgelig vedstår kontrakten af 24. maj 2009.  Og NRKs ret til

”å disponere over hele eller dele av Forfatterens dramatisering til Serien i en eventuell ny, omskrevet versjon av opptaksmanuskript til Serien”,

Hermed er så det formelle – og hyggelige – på plads. Jeg vil derpå fortsætte muntert, kammeratligt og bramfrit. Altså:

Så kom I igennem manuskriptet. Til lykke med det. Det samme gjorde jeg. Jeg ville lyve for mig selv, hvis jeg forsøgte at betragte resultatet som andet end en regulær massakre på alt det, jeg har villet med denne dramatisering. Også selvom jeg selvfølgelig godt kan genkende mit DNA i mange af de afhuggede lemmer og kropsstykker, der ligger spredt rundt om på valpladsen.

Af den grund vil jeg næppe være den rigtige til at vurdere det resultat I er nået frem til, godt eller dårligt som tv-serie betragtet, men det skal nu ikke afholde mig fra at fremkomme med et par overordnede kommentarer.

Først til Bittes udsagn om, at de, forfatterne (jeg konstaterer, at både instruktøren og produceren/producenten nu er opført som medforfattere) holder sig mere til romanen, end jeg gjorde.

Inden jeg tager fat på det: Det er sandt, at jeg har forholdt mig fabulerende til stoffet, taget mig friheder bl.a. for at forholde mig nogenlunde samstemmende til den stil, der er så karakteristisk for romanen, og uden romanen ikke ville være den, den var. Vi bevæger os jo over i et andet medie. Jeg har også forholdt mig fortolkende til Jonas, men Jan fulgte hele tiden med fra afsnit til afsnit. Han blev på et tidspunkt bekymret for en figur, Karen Mohr, som kom lidt for langt væk for det, han havde forestillet sig. Hun kom på plads igen. (Nu er hun så helt væk!)  At Veronica f.eks. blev chef for den økonomiske afdeling på NRK, blev ikke alene accepteret, men bifaldet af Jan. Blot nu for at lige at anføre, at kvalitet og loyalitet ikke forholder sig som én til én i en dramatisering. Og det er da rigtigt, romanen har været en enorm inspiration, og jeg har elsket at opholde mig i universet, som jeg har fået lov til at boltre mig i, frit og kreativt – men også dybest set: loyalt.

Det er vel også derfor, manuskriptet undervejs har høstet så megen ros og anerkendelse. Fra Jan – han har været utrolig storsindet. Fra Hans, der har været rosende langt ud over det sædvanlige (men det var en inspiration!) fra Terje (chefdramaturgen), der på et tidspunkt erklærede, at dette ville blive årtiets tv-serie, fra den garvede dramaturg, Kirsten Rask, der erklærede, at det til dato var det bedste manuskript, hun havde læst – enhver der kender Kirsten vil vide, at den slags siger hun ikke, hvis hun ikke mener det. Hvor har I i øvrigt gjort af jeres dramaturger –? Måske et lidt utidigt spørgsmål, før jeg vender tilbage til Bittes udsagn. For jo, Bitte har jo nok ret. Jeg kan stadig høre ærefrygten i Evas stemme under vort eneste møde på NRK, da hun kommenterede en af mine ”friheder” med: ”Det er jo trods alt Jan Kjærstad, der har skrevet det”. Den ærefrygt fornemmer man også i det nye manuskript. I ren teknisk forstand har Bitte ret. Forfatternes forhold til romanen forekommer så også umiddelbart at være af ren teknisk art: hvordan omdanner vi den til en brugbar tv-serie?  

Til gengæld kan jeg være lidt i tvivl om, hvorvidt forfatterteamet overhovedet har ”set” romanen.

At det er det tekniske perspektiv, der er i fokus, ses blandt andet i valget af de dramaturgiske hovedgreb, som er blevet anvendt. Enquete-grebet, kan man kalde det. Vi spørger rundt og får de forskellige svar, som vi har brug for. Det ligger også helt klart til højrebenet, for Kjærstad bruger det selv – som et af flere greb i romanen. Det er klart praktisk i denne sammenhæng, når der skal forkortes, for med det kan flere af de dramatiske scener føres til referat, hvorefter vi hurtigt komme videre. Desværre har dette dramaturgiske greb samme virkning, som når det blir brugt i ugepressen: det appellerer til nysgerrigheden, men nysgerrigheden bliver aldrig stillet, for vi kommer aldrig tættere til personerne. Så umiddelbart praktisk dette greb end er, så har det altså den bivirkning, at vi aldrig rigtig når ind under huden på det behandlede objekt (Jonas), ligesom vi aldrig via ”eksemplet” kommer i kontakt med det almene i eksemplet, endsige det guddommelige. Tilværelsens mysterium. Det jublende prisværdige. Det ubærlige tragiske. Vi undlader at tænke stort og holder os pragmatisk og jordbundet til hint enkelte, men selvfølgelig ”meget interessante” eksempel. Geniet Jonas. (I det kvindelige perspektiv, forstås: manden, der er skabt af kvinder, til kvinder, som kan fylde enhver skede med fryd, men desværre ikke et lykkeligt ægteskab – fordi han ikke er kvinden værdig).

Man kan også sige det på en anden måde. Dette dramaturgiske greb appellerer til forklaringerne, og det er da også, hvad man ser her. Der gives en masse forklaringer hen ad vejen, som sandsynliggør og får tingene til at hænge sammen – f.eks.: depression er en folkesygdom osv. – men forklarelsen udebliver.

Forklaring og forklarelse. To vidt forskellige fænomener: Forklaringer umuliggør forklarelsen, den er for rationalet. Forklarelsen er den ultimative oplevelse, der rummer mysteriet og indsigten. (Hvad er et menneske? Hvordan hænger et liv sammen? )

Når jeg i starten taler om en massakre på mine intentioner, så skyldes det netop det: hele min bestræbelse går mod denne forklarelse (som kan nås i korte øjeblikke via musikkens og den dramatisk strukturerede handling – min påstand – som den forløses i mit 8. afsnit, ikke skrifttro med ordene i romanen, men med ånden i den – igen min påstand), mens den tilsyneladende slet ikke eksisterer i det nye forfatterteams begrebsverden, hvor tingene først og fremmest forklares, udlægges, forstås.

Den verfremdungseffekt som ligger indbygget i det fortællergreb, der benyttes, søges så dispensation for ved at lade historien komme til at handle om noget vi alle kender, eller har kendt til: ”scener fra et ægteskab”, eller rettere sagt dét som 80 % af alle film de sidste 10 år har handlet om, i hvert fald her i Danmark: midtvejskrisen i et ægteskab. De unge i fyrrene og deres usædvanligt interessante historie, når de ikke rigtig kan få karrieren og familielivet til at hænge sammen. Med al respekt: jeg synes ikke denne version af historien er hverken værre eller bedre end dem jeg i tidens løb har lagt øjne og ører til. Men i sig selv bliver den slags historier måske bare lidt begrænsende og kedsommelige. Hvis det forbliver hovedhistorien.

Forfatterne /I vil så alligevel give denne grundhistorie lidt mere kulør, gøre den bare lidt fantastisk så derfor sørger I så for, at denne krise foregår blandt guderne i den kreative klasse. TV-folket og berømte forfattere, som behandles med noget, der næsten ligner højtidelighed, og i hvert fald behandlet uden form for ironiske distance eller humoristisk selv-forståelse/-udlevering. Det her er virkelig seriøst, kendismærket er et adelsmærke, og når den geniale, berømte, fordømte og forkætrede tv-mand Jonas til sidst modtager kærlighedens nådegave, er det af en kvinde, der ikke alene er berømt, men verdensberømt – hvad der gøres særskilt opmærksom på. Så vi kan forstå, at det er med seriøse sager, vi her har med at gøre, hvis det undervejs skulle være forbigået nogens opmærksomhed. En Woody Allen kunne her have gjort underværker.

Hvis jeg skal sige noget andet, så synes jeg nok, at ”Norges historie” i denne version, får et noget tilfældigt forløb. Vi gennemløber en tidsperiode, og der er forhåbentlig en masse ting, der kan genkendes, men hvordan denne tidshistorie spiller ind på det dramatiske forløb og vise versa har jeg svært ved at se. Måske kan denne mangel på prægnans igen skyldes det dramaturgiske grundgreb, hvor alle, venner som fjender på bedste demokratiske vis, får et ord at skulle have sagt. Måske også i den måde, I betragter hovedpersonen på. For at præcisere, hvad jeg mener, bliver jeg nødt til at trække min egen version ind i diskursen.   

Det fremgår allerede i jeres første afsnit, at Jonas er Norges mest berømte mand. Historisk vokser han op i det socialdemokratisk inspirerede miljø, i 50’ernes arbejder/funktionærkultur, hvor fællesskabet og kollektivet er den bærende værdinorm; men han bærer på godt og ondt lige fra starten dét i sig, som skal blive ”fremtidens politik”. Dansen om Egoet.  Han er først og fremmest optaget af at være individ, af sin egen originalitet. Kort og godt, det som bliver ”alle” moderne menneskers projekt: at skabe sig selv. Som sådan er han i min optik ikke først og fremmest ”Norges mest berømte mand”, men prototypen eller forløberen på Norges mest almindelige mand. Alle skal ”være noget” før de bare kan være til. Det er for mig at se fortællingens historiske perspektiv, dette sammen med dens medfølgende følelse af forladthed og ensomhed, der giver fortællingen sin almene betydning.  Denne udvikling hænger nøje sammen med mit dramaturgiske hovedgreb: manden, der har lagt hele sit liv an på at være original, enestående, ved hjælp af talent/genialitet, han sidder nu i 1999 og forsøger at få kontakt til det kæreste menneske, der endnu lever, mens han selvrangsagende spørger: Kan et menneske skabe sig selv, designe sin egen lykke? Og til sidst må konstatere, at nej, det kan et menneske ikke. Ikke uden en kærlighedsnåde, der kommer udefra, og som mennesket absolut ingen indflydelse har på. Uden den vil hans arbejde, hans liv visne i goldhed. Ligesom det vil genopstå i herlighed, hvis han modtager den. Så vil han igen kunne være til, men uden denne gang nødvendigvis at være noget.

Med denne udgang – og dette omdrejningspunkt/motor – blir historien også en aktuel kommentar til den tid, vi har gennemlevet de sidste 50 år fra kollektivsamfund til individbaseret samfund. Hvor jeg nok har lidt svært ved at se, hvordan jeres dramaturgiske hovedgreb forholder sig til denne store historie.  Og det behøver den vel heller ikke at gøre. Det er vel i orden, at historien handler om geniale tv-folk, en misundelig kusine og et fashionabelt pars problemer med samlivet, dets tragiske – sentimentale (?) udgang – som enhver anden god tv-serie med gang i; men når jeg nævner det, skyldes det, at jeg læser, at serien samtidig skulle være en skildring af Norges historie gennem de sidste 50 år – og her synes jeg nok, at historien bliver noget ulden og upræcis. Et familiealbum, minder, nostalgi – men ingen kanter, intet udsagn.  Så vidt jeg kan se. Jo, der er jo regulær tv-historie kommet ind. Det er lidt sjovt – blot efter min smag i denne version for selvsmagende – og sjovt er det også at tænke på, at hele dette tidsforløb, hvor Erobreren er blevet til, dækker 20% af NRKs historie, hvis den engang skulle skrives.

I skal bare sige til, jeg skriver gerne et indlæg, hvis der skulle blive brug for det. F.eks. om dengang, da Norges ”bedste og mest berømte filminstruktør” – som et begejstret NRK på grundlag af et løst, næsten uforståeligt 2-3siders oplæg i over et år insisterede på skulle instruere serien – ville have handlingen til at foregå i Venedig (samtidig med han ville afskaffe Jonas som tv-mand), og om hvordan Venedig igen sank i havet med det næste kreative hold og helt forsvandt ud af historien (og Jonas vendte tilbage til historien som endnu mere højprofileret og genial tv-mand). Også dette med begejstret opbakning fra NRK.

Apropos, Venezia. Axel Stranger i min version.

… Venezia.  

Jeg ser en by som en blomsterkrans i drift

på forgængelighedens strøm, fyldt til bristepunktet

med forliste skæbner, selv dømt til at forlise og synke,

en skæbne vi vender ryggen til, som til alle skæbner …

Vi der bygger vore liv solidt

med gode vaner og evigheden for øje.

Her sidder vi på fast grund, som skygger

og herfra forsvinder vi, ubemærket, skæbneløse …

 

Til lykke endnu engang. I reddede en produktion, men tabte muligheden for at markere NRK som en tv-station, der turde tænke originalt – og stort.

Lad dette blive det sidste fra en hyggelig dansker i denne omgang.

Døren ud til balkonen står stadig åben, solen er forsvundet og fuglesangen er ophørt. Nu er det mig, der sender lyde ud i natten.  Madrigaler fra en svunden tid.

Lykke og held med det hele, hold jer muntre. I får brug for det.

 

Et annet ord for fiasko

Så vidt brevet. For mig er der ingen tvivl om, at projektet løb af sporet, da produktionsafdelingen gik ind og overtog historien. Det skete allerede på manuskriptplanet. Et skridt, der peger i den stik modsatte retning af det, der er tendensen i udlandet og også i Danmark, hvor det er seriens hovedforfatter, der får indflydelse og trækkes med ind over produktionen som ankermand og en slags medproducent. Det sikrer kontinuiteten og at sigtet i produktionen fastholdes. Hvilket er afgørende, hvis en serie skal lykkes.

I dag foreligger resultatet af ”Erobreren”. Reaktionerne er blandede, forlyder det fra producenterne. Det kan man som regel oversætte til daglig tale direkte som ”fiasko!”

Fiaskoen hænger man udenpå, nederlaget sidder inden i, og hvor jeg med megen rimelighed kan frasige mig fiaskoen, så sidder nederlaget også dybt i mig.  

Som svar på mit brev modtog jeg et venligt brev fra chefen på afdelingen, et menneske på en svær mission, som jeg stadig sætter pris på, samt et ligeledes venligt og deltagende brev fra Jan Kjærstad med en opfordring om at give de nye folk arbejdsro.

Den opfordring fulgte jeg naturligvis, og her sluttede det, der begyndte som en interessant udfordring, men som under vejs forvandlede sig til en lidenskab, da det gik op for mig, hvilket potentiale historien rummede. En lidenskab, der gennem en årrække i lange perioder besatte min opmærksomhed og ikke blev mindre, da stoffet begyndte at sætte sig igennem med sin egen form.

Serien ville kunne være blevet en historie om overmod og nåde, og ikke mindst om det (skæbnesvangre?) skred, der var sket i det vestlige menneskes selvforståelse de sidste 50 år.

Altså en international historie i norsk regi, og det var som sådan, den skulle være blevet produceret – som den daværende chefdramaturg plæderede for – og ikke som en nostalgisk, snæver norsk historie i slipstrømmen af den udmærkede danske ”Krøniken”.

Sigtet var her fra begyndelsen et helt andet end Krønikens, og når jeg i frustration og raseri vender mig mod det, der kom ud af alle disse anstrengelser, så skyldes det erkendelsen af, at denne fuldkomne centrale beretning om vore liv i slutningen af det 20. århundrede nu aldrig bliver fortalt, som den skal fortælles. I otte stramt strukturerede dele, hvor dørene åbner sig for os, præcis når vi er parate til at træde ind i nyt rum af dette vidunderlige, sørgelige og underfundige på samme tid almenmenneskelige og norske univers. I en historie hvor der også gives os tid og plads til, at vore egne følelser og tanker kan være til stede og følge personerne.

Et sort hull

Da jeg tilfældigt på nettet ser, at serien har premiere, skriver jeg til Jan Kjærstad og spørger, hvordan det ser ud.

Han svarer hurtigt tilbage, at han ikke har set så meget som en millimeter af serien og benytter samtidig lejligheden til endnu engang at nævne med hvilken taknemmelighed, han tænker på mit heroiske arbejde og den kvalitet, der lå i det. Det er jeg selvfølgelig rigtig glad for at høre. Også at han mener, at det hele sikkert ville have været anderledes i en bedre verden. Tak for det. Desværre forhindrer det ikke, at det hele forsvandt ned i et stort, sort hul.  Der ligger det nu.

Jeg hører desværre ikke til de salige, der kan tro på genopstandelsen; men derfor skal man selvfølgelig aldrig lukke helt i sort.

I den kontrakt, hvori jeg overdrog NRK mine rettigheder til manuskripterne, findes en paragraf, som tillader mig at offentliggøre mine manuskripter et år efter, NRK har sendt sidste del af serien. Det vil jeg naturligvis gøre.

Jeg vil oprette en hjemmeside og lægge manuskripterne der. Måske vil der på et tidspunkt komme en eller anden søgende sjæl forbi med 80 millioner – gerne norske – kroner i baglommen, og i mangel af anden beskæftigelse give sig til at læse.

Jørgen Ljungdalh manusforfatter

Dette innlegget er også publisert i Aftenposten.

Relaterte saker:

Målet og middelet i norsk tv-drama

Hvor er norsk tv-drama på vei?

2 kommentarer til Historien om et nederlag

  1. Fascinerende lesning som minner om William Goldmans utmerkede historier fra Hollywoods slagmarker i sine bøker Adventures in the Screen Trade og Which Lie Did I Tell? Jeg håper flere i den skandinaviske filmbransjen vil følge dette ekspemplet, og fortelle usminkede og informative historier fra film- og TV-produksjoners ofte vanskelige prosesser. Tenk om Pax-debatten hadde handlet om dette – det kunstneriske aspektet, i stedet for å drukne i en kjønnskvoterings-debatt. Videre håper jeg at filmbransjen som helhet tar imot denne typen innlegg med åpne armer, og setter pris på debatten rundt de kunstneriske prosesser jeg håper de kan føre med seg.

    Tusen takk, Jørgen Ljungdalh, for dette innblikket i en av de mer kontroversielle TV-produksjonene de senere år her til lands. Det er modig og viktig det du gjør her, og jeg ser fram til å lese din versjon av Jonas Wergelands historie når du gjør den tilgjengelig på din hjemmeside.

  2. Hvilken utrolig fascinerende lesning det var å få et slikt innblikk bak det som er veien til en åpenbar fiasko.
    Jeg må få lov å si at jeg setter stor pris på å få lese noe slikt etter den store debatten om seriens forsinkelser, og i etterkant av sending.

    Enig med Thomas Wangsmo at jeg håper flere vil åpne slike debatter – rundt både fiskoer, og uforløste prosjekter, og gjerne også suksesser.

    Dette er en svært viktig debatt. En 80 millioners debatt, og ikke 105 millioners debatt, dersom man tar med det serien taper på ikke å bli solgt til utlandet!

    Takker også hjertelig for at Ljungdahl er så stor at han tør komme med dette. Jeg håper det medfører en stor tillit og anerkjennelse også internt i NRK-miljøet. Det fortjener en som på denne konstruktive måten er villig til å bidra til å belyse saksgang og «intriger» som førte til at alle ble stående i dårlig lys. For dette kan gjøre norsk film og norske serier bedre i framtida!

    Etter min mening må det da også ha vært en feilvurdering å tilslutt putte Eva Isaksen på denne jobben med et så avansert manuskript med overjodiske evner knyttet mot hverdagsrealisme og norsk historie.
    Hun gjorde god jobb med realistiske «Sejer – Se deg ikke tilbake» som er en tradisjonell krim, og en flott og ektefølt jobb i filmatiseringa av Lars Saabye Christensens «Brennende blomster».
    Men hun har vist at hun sliter med å omsette ellers andre norske litterære verker som Karin Fossums «De gales hus», «Døden på Oslo S» av Ingvar Ambjørnsen som var full av kunstig dialog i et ellers svært realistisk manus.
    «Mors Elling», som var den tredje Elling-filmen basert på L. S. Christensens bøker, som etterfulgte to store suksesser, manglet fullstendig sjarmen fra de to første, og ble intetsigende, og «Cellofan – Med døden til følge» som hadde interessant ide, men som var intet mindre enn en troverdighetskatastrofe for norsk film. For ikke å snakke om den rent ut forferdelige «Det perfekte mord» (som hun også skrev manus til), som er et absolutt lavmål av det jeg har sett av norsk film, «Dis», «Tomme tønner 2» og «Sebastians Verden» inkludert.

    Det er så mange dyktige i norsk film om dagen, men det er viktig å finne rett person på rett jobb. Det vil komme fiaskoer. Det gjelder bare at man også lærer av dem.

    Kilde: Imdb-rating av Isaksens filmer:
    http://www.imdb.com/name/nm0410673/filmorate

Legg igjen en kommentar

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.

Historien om et nederlag

Historien om et nederlag

– Hvordan det kunne gå så galt med et projekt, der blev ført frem af så mange gode viljer, spør manusforfatter Jørgen Ljungdalh som skrev en av de første manusversjonene til tv-serien «Erobreren». Her er hans historie.

Så ramte ”Erobreren” endelig skærmen, og det på en måde, så en hjernerystelse ikke rækker, hvis man skal beskrive konsekvensen af det sammenstød. Et kraniebrud kommer nok nærmere, og man må spørge, hvordan det kunne gå så galt med et projekt, der blev ført frem af så mange gode viljer og understøttet af så mægtige økonomiske kræfter.

Forsinkelser og udskiftninger

Jeg var i en årrække centralt placeret i det projekt. Det startede i 2002, da jeg blev kontaktet af chefen for NRKs fiktionsafdeling, der spurgte, om jeg ville se på Jan Kjærstads trilogi med henblik på en tv-serie. Jeg fik frie hænder og kom med et foreløbigt oplæg, som straks blev godtaget.

På grund af andet arbejde og videre funderinger over, hvordan det overhovedet ville være muligt at dramatisere denne på alle måder litterære roman, kom jeg først for alvor i gang i 2005. Da havde jeg også fundet det dramatiske greb, det eneste mulige, så vidt jeg kunne se, og jeg skrev nu, som var det en ren lyst.

Under vejs blev arbejdet nogle gange forsinket af udskiftninger i fiktionsafdelingen. Dramaturgiatet fik ny chefdramaturg og siden forsvandt også den instruktør/producent, som var med til at sætte projektet på skinner. De nye folk, der kom til, skulle starte forfra, og det tog sin tid; men efter de var kommet igennem bunken af projekter, lå ”min serie” stadig øverst i prioritetsbunken, så jeg kunne fortsætte.

 Mens jeg skrev, gjorde jeg flere gange opmærksom på, at der burde ansættes en instruktør til projektet. Min erfaring som filmkonsulent fortalte mig, at det kunne gå rivende galt, hvis forfatter og instruktør ikke mødtes i tide. Jeg fik at vide, at der blev arbejdet på sagen, men endnu uden resultat.  

Flere regissørrunder

Jeg blev færdig med manuskripterne. På NRK udtrykte man glæde, ja, direkte begejstring. Så langt var det lykkedes, og manuskriptet i 8 dele blev endelig godtaget. Der forelå nu planer om at producere serien, så den kunne blive vist i NRKs 50-års jubilæums år 2010. Der var, så vidt jeg havde forstået, i denne sammenhæng også fundet ekstra midler til at kunne forløse serien på bedste vis. Tilbage stod så lige spørgsmålet om instruktion.

Jeg havde til dette tidspunkt oplevet NRK som et sted, hvor der herskede stor åbenhed, og hvor der var højt til loftet; men efter manuskripterne var afleveret, var det som om afdelingen lukkede sig om sig selv. Produktionen var åbenbart ikke noget, forfatteren skulle blande sig i. Det undrede mig, der altid – med den følsomhed, der nu hørte sig til – havde fulgt produktionerne til dørs. For pokker!

Man havde sat et barn i verden, skulle man så ikke også interessere sig for dets udvikling?!

Der gik nu to år, hvor jeg mødtes med tre instruktører, der alle ville fortælle en anden version af historien end den, der lå i mit manuskript. På NRK var der truffet en beslutning om, at det skulle være mit manuskript, der skulle produceres; men en instruktør, som man på NRK var særlig interesseret i at få til at tage opgaven, ønskede at fortælle en helt anden historie. Han ville henlægge handlingen til Venedig, have tv-manden ud af historien og erstatte ham med en tredje. Jeg fik tilbudt jobbet med at skrive dette nye manuskript sammen med instruktøren og hans håndgangne forfatter, men det afslog jeg. Mit manuskript indgik derpå ikke længere i NRKs planer, men kort tid efter forlod instruktøren og den ny forfatter projektet, og mit manuskript blev igen lagt på bordet. Instruktøren havde da brugt over et år til at finde ud af, at han ikke kunne påtage sig opgaven, så tiden var knap, hvis premiereåret 2010 skulle nås.

Brevet til NRK Drama

På dette tidspunkt tilbød jeg derfor at finde en dansk instruktør inden for to måneder. Jeg var som gammel filmkonsulent rimelig godt kendt med den danske instruktørstand, og jeg kunne uden problemer nævne en håndfuld navne, som jeg med sikkerhed vidste ville kunne løfte opgaven. Hvor der tidligere i forløbet havde været diskuteret flere muligheder for også udenlandske instruktører, stod det nu ikke længere til diskussion. Instruktøren skulle være norsk. 

Da jeg et halvt år (?) senere blev præsenteret for den tredje norske instruktør og hendes medforfatter, var premiereåret 2010 forpasset og budgettet reduceret. Opgaven lød nu på, at serien skulle reduceres fra 8 til 6 afsnit. På det tidspunkt forlod jeg projektet.

I foråret 2010 fik jeg tilsendt de 6 ny manuskripter, som jeg læste og kommenterede i et brev stilet til chefen, produceren, forfatteren og instruktøren – med kopi til Jan Kjærstad og chefdramaturgen, der på det tidspunkt ikke længere arbejder på NRK, samt til min dramaturgiske coach.

Jeg har her valgt at bringe brevet i sin fulde ordlyd:

Frederiksberg den 5. juni 2010

Kære Hans, Bitte, Anne Regine og Eva.

(Jeg har ikke Anne Regines og Evas E-mail-adresser, men kan jeg bede en af jer sende brevet videre til dem)

Før jeg begynder på endnu ”et hyggeligt brev” fra Danmark – solen skinner, balkondørene her fra arbejdsværelset på 5. er slået op mod de dampende københavnske tage, vi har fået sommer! – så lad mig her i starten slå fast, at jeg selvfølgelig vedstår kontrakten af 24. maj 2009.  Og NRKs ret til

”å disponere over hele eller dele av Forfatterens dramatisering til Serien i en eventuell ny, omskrevet versjon av opptaksmanuskript til Serien”,

Hermed er så det formelle – og hyggelige – på plads. Jeg vil derpå fortsætte muntert, kammeratligt og bramfrit. Altså:

Så kom I igennem manuskriptet. Til lykke med det. Det samme gjorde jeg. Jeg ville lyve for mig selv, hvis jeg forsøgte at betragte resultatet som andet end en regulær massakre på alt det, jeg har villet med denne dramatisering. Også selvom jeg selvfølgelig godt kan genkende mit DNA i mange af de afhuggede lemmer og kropsstykker, der ligger spredt rundt om på valpladsen.

Af den grund vil jeg næppe være den rigtige til at vurdere det resultat I er nået frem til, godt eller dårligt som tv-serie betragtet, men det skal nu ikke afholde mig fra at fremkomme med et par overordnede kommentarer.

Først til Bittes udsagn om, at de, forfatterne (jeg konstaterer, at både instruktøren og produceren/producenten nu er opført som medforfattere) holder sig mere til romanen, end jeg gjorde.

Inden jeg tager fat på det: Det er sandt, at jeg har forholdt mig fabulerende til stoffet, taget mig friheder bl.a. for at forholde mig nogenlunde samstemmende til den stil, der er så karakteristisk for romanen, og uden romanen ikke ville være den, den var. Vi bevæger os jo over i et andet medie. Jeg har også forholdt mig fortolkende til Jonas, men Jan fulgte hele tiden med fra afsnit til afsnit. Han blev på et tidspunkt bekymret for en figur, Karen Mohr, som kom lidt for langt væk for det, han havde forestillet sig. Hun kom på plads igen. (Nu er hun så helt væk!)  At Veronica f.eks. blev chef for den økonomiske afdeling på NRK, blev ikke alene accepteret, men bifaldet af Jan. Blot nu for at lige at anføre, at kvalitet og loyalitet ikke forholder sig som én til én i en dramatisering. Og det er da rigtigt, romanen har været en enorm inspiration, og jeg har elsket at opholde mig i universet, som jeg har fået lov til at boltre mig i, frit og kreativt – men også dybest set: loyalt.

Det er vel også derfor, manuskriptet undervejs har høstet så megen ros og anerkendelse. Fra Jan – han har været utrolig storsindet. Fra Hans, der har været rosende langt ud over det sædvanlige (men det var en inspiration!) fra Terje (chefdramaturgen), der på et tidspunkt erklærede, at dette ville blive årtiets tv-serie, fra den garvede dramaturg, Kirsten Rask, der erklærede, at det til dato var det bedste manuskript, hun havde læst – enhver der kender Kirsten vil vide, at den slags siger hun ikke, hvis hun ikke mener det. Hvor har I i øvrigt gjort af jeres dramaturger –? Måske et lidt utidigt spørgsmål, før jeg vender tilbage til Bittes udsagn. For jo, Bitte har jo nok ret. Jeg kan stadig høre ærefrygten i Evas stemme under vort eneste møde på NRK, da hun kommenterede en af mine ”friheder” med: ”Det er jo trods alt Jan Kjærstad, der har skrevet det”. Den ærefrygt fornemmer man også i det nye manuskript. I ren teknisk forstand har Bitte ret. Forfatternes forhold til romanen forekommer så også umiddelbart at være af ren teknisk art: hvordan omdanner vi den til en brugbar tv-serie?  

Til gengæld kan jeg være lidt i tvivl om, hvorvidt forfatterteamet overhovedet har ”set” romanen.

At det er det tekniske perspektiv, der er i fokus, ses blandt andet i valget af de dramaturgiske hovedgreb, som er blevet anvendt. Enquete-grebet, kan man kalde det. Vi spørger rundt og får de forskellige svar, som vi har brug for. Det ligger også helt klart til højrebenet, for Kjærstad bruger det selv – som et af flere greb i romanen. Det er klart praktisk i denne sammenhæng, når der skal forkortes, for med det kan flere af de dramatiske scener føres til referat, hvorefter vi hurtigt komme videre. Desværre har dette dramaturgiske greb samme virkning, som når det blir brugt i ugepressen: det appellerer til nysgerrigheden, men nysgerrigheden bliver aldrig stillet, for vi kommer aldrig tættere til personerne. Så umiddelbart praktisk dette greb end er, så har det altså den bivirkning, at vi aldrig rigtig når ind under huden på det behandlede objekt (Jonas), ligesom vi aldrig via ”eksemplet” kommer i kontakt med det almene i eksemplet, endsige det guddommelige. Tilværelsens mysterium. Det jublende prisværdige. Det ubærlige tragiske. Vi undlader at tænke stort og holder os pragmatisk og jordbundet til hint enkelte, men selvfølgelig ”meget interessante” eksempel. Geniet Jonas. (I det kvindelige perspektiv, forstås: manden, der er skabt af kvinder, til kvinder, som kan fylde enhver skede med fryd, men desværre ikke et lykkeligt ægteskab – fordi han ikke er kvinden værdig).

Man kan også sige det på en anden måde. Dette dramaturgiske greb appellerer til forklaringerne, og det er da også, hvad man ser her. Der gives en masse forklaringer hen ad vejen, som sandsynliggør og får tingene til at hænge sammen – f.eks.: depression er en folkesygdom osv. – men forklarelsen udebliver.

Forklaring og forklarelse. To vidt forskellige fænomener: Forklaringer umuliggør forklarelsen, den er for rationalet. Forklarelsen er den ultimative oplevelse, der rummer mysteriet og indsigten. (Hvad er et menneske? Hvordan hænger et liv sammen? )

Når jeg i starten taler om en massakre på mine intentioner, så skyldes det netop det: hele min bestræbelse går mod denne forklarelse (som kan nås i korte øjeblikke via musikkens og den dramatisk strukturerede handling – min påstand – som den forløses i mit 8. afsnit, ikke skrifttro med ordene i romanen, men med ånden i den – igen min påstand), mens den tilsyneladende slet ikke eksisterer i det nye forfatterteams begrebsverden, hvor tingene først og fremmest forklares, udlægges, forstås.

Den verfremdungseffekt som ligger indbygget i det fortællergreb, der benyttes, søges så dispensation for ved at lade historien komme til at handle om noget vi alle kender, eller har kendt til: ”scener fra et ægteskab”, eller rettere sagt dét som 80 % af alle film de sidste 10 år har handlet om, i hvert fald her i Danmark: midtvejskrisen i et ægteskab. De unge i fyrrene og deres usædvanligt interessante historie, når de ikke rigtig kan få karrieren og familielivet til at hænge sammen. Med al respekt: jeg synes ikke denne version af historien er hverken værre eller bedre end dem jeg i tidens løb har lagt øjne og ører til. Men i sig selv bliver den slags historier måske bare lidt begrænsende og kedsommelige. Hvis det forbliver hovedhistorien.

Forfatterne /I vil så alligevel give denne grundhistorie lidt mere kulør, gøre den bare lidt fantastisk så derfor sørger I så for, at denne krise foregår blandt guderne i den kreative klasse. TV-folket og berømte forfattere, som behandles med noget, der næsten ligner højtidelighed, og i hvert fald behandlet uden form for ironiske distance eller humoristisk selv-forståelse/-udlevering. Det her er virkelig seriøst, kendismærket er et adelsmærke, og når den geniale, berømte, fordømte og forkætrede tv-mand Jonas til sidst modtager kærlighedens nådegave, er det af en kvinde, der ikke alene er berømt, men verdensberømt – hvad der gøres særskilt opmærksom på. Så vi kan forstå, at det er med seriøse sager, vi her har med at gøre, hvis det undervejs skulle være forbigået nogens opmærksomhed. En Woody Allen kunne her have gjort underværker.

Hvis jeg skal sige noget andet, så synes jeg nok, at ”Norges historie” i denne version, får et noget tilfældigt forløb. Vi gennemløber en tidsperiode, og der er forhåbentlig en masse ting, der kan genkendes, men hvordan denne tidshistorie spiller ind på det dramatiske forløb og vise versa har jeg svært ved at se. Måske kan denne mangel på prægnans igen skyldes det dramaturgiske grundgreb, hvor alle, venner som fjender på bedste demokratiske vis, får et ord at skulle have sagt. Måske også i den måde, I betragter hovedpersonen på. For at præcisere, hvad jeg mener, bliver jeg nødt til at trække min egen version ind i diskursen.   

Det fremgår allerede i jeres første afsnit, at Jonas er Norges mest berømte mand. Historisk vokser han op i det socialdemokratisk inspirerede miljø, i 50’ernes arbejder/funktionærkultur, hvor fællesskabet og kollektivet er den bærende værdinorm; men han bærer på godt og ondt lige fra starten dét i sig, som skal blive ”fremtidens politik”. Dansen om Egoet.  Han er først og fremmest optaget af at være individ, af sin egen originalitet. Kort og godt, det som bliver ”alle” moderne menneskers projekt: at skabe sig selv. Som sådan er han i min optik ikke først og fremmest ”Norges mest berømte mand”, men prototypen eller forløberen på Norges mest almindelige mand. Alle skal ”være noget” før de bare kan være til. Det er for mig at se fortællingens historiske perspektiv, dette sammen med dens medfølgende følelse af forladthed og ensomhed, der giver fortællingen sin almene betydning.  Denne udvikling hænger nøje sammen med mit dramaturgiske hovedgreb: manden, der har lagt hele sit liv an på at være original, enestående, ved hjælp af talent/genialitet, han sidder nu i 1999 og forsøger at få kontakt til det kæreste menneske, der endnu lever, mens han selvrangsagende spørger: Kan et menneske skabe sig selv, designe sin egen lykke? Og til sidst må konstatere, at nej, det kan et menneske ikke. Ikke uden en kærlighedsnåde, der kommer udefra, og som mennesket absolut ingen indflydelse har på. Uden den vil hans arbejde, hans liv visne i goldhed. Ligesom det vil genopstå i herlighed, hvis han modtager den. Så vil han igen kunne være til, men uden denne gang nødvendigvis at være noget.

Med denne udgang – og dette omdrejningspunkt/motor – blir historien også en aktuel kommentar til den tid, vi har gennemlevet de sidste 50 år fra kollektivsamfund til individbaseret samfund. Hvor jeg nok har lidt svært ved at se, hvordan jeres dramaturgiske hovedgreb forholder sig til denne store historie.  Og det behøver den vel heller ikke at gøre. Det er vel i orden, at historien handler om geniale tv-folk, en misundelig kusine og et fashionabelt pars problemer med samlivet, dets tragiske – sentimentale (?) udgang – som enhver anden god tv-serie med gang i; men når jeg nævner det, skyldes det, at jeg læser, at serien samtidig skulle være en skildring af Norges historie gennem de sidste 50 år – og her synes jeg nok, at historien bliver noget ulden og upræcis. Et familiealbum, minder, nostalgi – men ingen kanter, intet udsagn.  Så vidt jeg kan se. Jo, der er jo regulær tv-historie kommet ind. Det er lidt sjovt – blot efter min smag i denne version for selvsmagende – og sjovt er det også at tænke på, at hele dette tidsforløb, hvor Erobreren er blevet til, dækker 20% af NRKs historie, hvis den engang skulle skrives.

I skal bare sige til, jeg skriver gerne et indlæg, hvis der skulle blive brug for det. F.eks. om dengang, da Norges ”bedste og mest berømte filminstruktør” – som et begejstret NRK på grundlag af et løst, næsten uforståeligt 2-3siders oplæg i over et år insisterede på skulle instruere serien – ville have handlingen til at foregå i Venedig (samtidig med han ville afskaffe Jonas som tv-mand), og om hvordan Venedig igen sank i havet med det næste kreative hold og helt forsvandt ud af historien (og Jonas vendte tilbage til historien som endnu mere højprofileret og genial tv-mand). Også dette med begejstret opbakning fra NRK.

Apropos, Venezia. Axel Stranger i min version.

… Venezia.  

Jeg ser en by som en blomsterkrans i drift

på forgængelighedens strøm, fyldt til bristepunktet

med forliste skæbner, selv dømt til at forlise og synke,

en skæbne vi vender ryggen til, som til alle skæbner …

Vi der bygger vore liv solidt

med gode vaner og evigheden for øje.

Her sidder vi på fast grund, som skygger

og herfra forsvinder vi, ubemærket, skæbneløse …

 

Til lykke endnu engang. I reddede en produktion, men tabte muligheden for at markere NRK som en tv-station, der turde tænke originalt – og stort.

Lad dette blive det sidste fra en hyggelig dansker i denne omgang.

Døren ud til balkonen står stadig åben, solen er forsvundet og fuglesangen er ophørt. Nu er det mig, der sender lyde ud i natten.  Madrigaler fra en svunden tid.

Lykke og held med det hele, hold jer muntre. I får brug for det.

 

Et annet ord for fiasko

Så vidt brevet. For mig er der ingen tvivl om, at projektet løb af sporet, da produktionsafdelingen gik ind og overtog historien. Det skete allerede på manuskriptplanet. Et skridt, der peger i den stik modsatte retning af det, der er tendensen i udlandet og også i Danmark, hvor det er seriens hovedforfatter, der får indflydelse og trækkes med ind over produktionen som ankermand og en slags medproducent. Det sikrer kontinuiteten og at sigtet i produktionen fastholdes. Hvilket er afgørende, hvis en serie skal lykkes.

I dag foreligger resultatet af ”Erobreren”. Reaktionerne er blandede, forlyder det fra producenterne. Det kan man som regel oversætte til daglig tale direkte som ”fiasko!”

Fiaskoen hænger man udenpå, nederlaget sidder inden i, og hvor jeg med megen rimelighed kan frasige mig fiaskoen, så sidder nederlaget også dybt i mig.  

Som svar på mit brev modtog jeg et venligt brev fra chefen på afdelingen, et menneske på en svær mission, som jeg stadig sætter pris på, samt et ligeledes venligt og deltagende brev fra Jan Kjærstad med en opfordring om at give de nye folk arbejdsro.

Den opfordring fulgte jeg naturligvis, og her sluttede det, der begyndte som en interessant udfordring, men som under vejs forvandlede sig til en lidenskab, da det gik op for mig, hvilket potentiale historien rummede. En lidenskab, der gennem en årrække i lange perioder besatte min opmærksomhed og ikke blev mindre, da stoffet begyndte at sætte sig igennem med sin egen form.

Serien ville kunne være blevet en historie om overmod og nåde, og ikke mindst om det (skæbnesvangre?) skred, der var sket i det vestlige menneskes selvforståelse de sidste 50 år.

Altså en international historie i norsk regi, og det var som sådan, den skulle være blevet produceret – som den daværende chefdramaturg plæderede for – og ikke som en nostalgisk, snæver norsk historie i slipstrømmen af den udmærkede danske ”Krøniken”.

Sigtet var her fra begyndelsen et helt andet end Krønikens, og når jeg i frustration og raseri vender mig mod det, der kom ud af alle disse anstrengelser, så skyldes det erkendelsen af, at denne fuldkomne centrale beretning om vore liv i slutningen af det 20. århundrede nu aldrig bliver fortalt, som den skal fortælles. I otte stramt strukturerede dele, hvor dørene åbner sig for os, præcis når vi er parate til at træde ind i nyt rum af dette vidunderlige, sørgelige og underfundige på samme tid almenmenneskelige og norske univers. I en historie hvor der også gives os tid og plads til, at vore egne følelser og tanker kan være til stede og følge personerne.

Et sort hull

Da jeg tilfældigt på nettet ser, at serien har premiere, skriver jeg til Jan Kjærstad og spørger, hvordan det ser ud.

Han svarer hurtigt tilbage, at han ikke har set så meget som en millimeter af serien og benytter samtidig lejligheden til endnu engang at nævne med hvilken taknemmelighed, han tænker på mit heroiske arbejde og den kvalitet, der lå i det. Det er jeg selvfølgelig rigtig glad for at høre. Også at han mener, at det hele sikkert ville have været anderledes i en bedre verden. Tak for det. Desværre forhindrer det ikke, at det hele forsvandt ned i et stort, sort hul.  Der ligger det nu.

Jeg hører desværre ikke til de salige, der kan tro på genopstandelsen; men derfor skal man selvfølgelig aldrig lukke helt i sort.

I den kontrakt, hvori jeg overdrog NRK mine rettigheder til manuskripterne, findes en paragraf, som tillader mig at offentliggøre mine manuskripter et år efter, NRK har sendt sidste del af serien. Det vil jeg naturligvis gøre.

Jeg vil oprette en hjemmeside og lægge manuskripterne der. Måske vil der på et tidspunkt komme en eller anden søgende sjæl forbi med 80 millioner – gerne norske – kroner i baglommen, og i mangel af anden beskæftigelse give sig til at læse.

Jørgen Ljungdalh manusforfatter

Dette innlegget er også publisert i Aftenposten.

Relaterte saker:

Målet og middelet i norsk tv-drama

Hvor er norsk tv-drama på vei?

2 Responses to Historien om et nederlag

  1. Fascinerende lesning som minner om William Goldmans utmerkede historier fra Hollywoods slagmarker i sine bøker Adventures in the Screen Trade og Which Lie Did I Tell? Jeg håper flere i den skandinaviske filmbransjen vil følge dette ekspemplet, og fortelle usminkede og informative historier fra film- og TV-produksjoners ofte vanskelige prosesser. Tenk om Pax-debatten hadde handlet om dette – det kunstneriske aspektet, i stedet for å drukne i en kjønnskvoterings-debatt. Videre håper jeg at filmbransjen som helhet tar imot denne typen innlegg med åpne armer, og setter pris på debatten rundt de kunstneriske prosesser jeg håper de kan føre med seg.

    Tusen takk, Jørgen Ljungdalh, for dette innblikket i en av de mer kontroversielle TV-produksjonene de senere år her til lands. Det er modig og viktig det du gjør her, og jeg ser fram til å lese din versjon av Jonas Wergelands historie når du gjør den tilgjengelig på din hjemmeside.

  2. Hvilken utrolig fascinerende lesning det var å få et slikt innblikk bak det som er veien til en åpenbar fiasko.
    Jeg må få lov å si at jeg setter stor pris på å få lese noe slikt etter den store debatten om seriens forsinkelser, og i etterkant av sending.

    Enig med Thomas Wangsmo at jeg håper flere vil åpne slike debatter – rundt både fiskoer, og uforløste prosjekter, og gjerne også suksesser.

    Dette er en svært viktig debatt. En 80 millioners debatt, og ikke 105 millioners debatt, dersom man tar med det serien taper på ikke å bli solgt til utlandet!

    Takker også hjertelig for at Ljungdahl er så stor at han tør komme med dette. Jeg håper det medfører en stor tillit og anerkjennelse også internt i NRK-miljøet. Det fortjener en som på denne konstruktive måten er villig til å bidra til å belyse saksgang og «intriger» som førte til at alle ble stående i dårlig lys. For dette kan gjøre norsk film og norske serier bedre i framtida!

    Etter min mening må det da også ha vært en feilvurdering å tilslutt putte Eva Isaksen på denne jobben med et så avansert manuskript med overjodiske evner knyttet mot hverdagsrealisme og norsk historie.
    Hun gjorde god jobb med realistiske «Sejer – Se deg ikke tilbake» som er en tradisjonell krim, og en flott og ektefølt jobb i filmatiseringa av Lars Saabye Christensens «Brennende blomster».
    Men hun har vist at hun sliter med å omsette ellers andre norske litterære verker som Karin Fossums «De gales hus», «Døden på Oslo S» av Ingvar Ambjørnsen som var full av kunstig dialog i et ellers svært realistisk manus.
    «Mors Elling», som var den tredje Elling-filmen basert på L. S. Christensens bøker, som etterfulgte to store suksesser, manglet fullstendig sjarmen fra de to første, og ble intetsigende, og «Cellofan – Med døden til følge» som hadde interessant ide, men som var intet mindre enn en troverdighetskatastrofe for norsk film. For ikke å snakke om den rent ut forferdelige «Det perfekte mord» (som hun også skrev manus til), som er et absolutt lavmål av det jeg har sett av norsk film, «Dis», «Tomme tønner 2» og «Sebastians Verden» inkludert.

    Det er så mange dyktige i norsk film om dagen, men det er viktig å finne rett person på rett jobb. Det vil komme fiaskoer. Det gjelder bare at man også lærer av dem.

    Kilde: Imdb-rating av Isaksens filmer:
    http://www.imdb.com/name/nm0410673/filmorate

Legg igjen en kommentar

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.

MENY